Rothstein og Herbener har med sommerens kritik af forskningsministeren ikke blot udvist ringeagt over for mennesker, der tror på en gudskabt verden; de har også spottet de selvsamme principper for hæderlig akademisk debat, de hævder at forsvare.
Blandt de mest eklatante ikke-nyheder denne sommer var historien om to religionshistorikere, der erklærede Esben Lunde Larsen (V) uegnet til hvervet som uddannelses- og forskningsminister. Historien burde egentlig ties ihjel. Men som universitetsansat samfundsforsker med en vis interesse for religion vil jeg gerne dvæle ved Mikael Rothstein og Jens-André Herbeners ræsonnement. Det er ikke ministeren, der står tilbage med et forklaringsproblem.
Esben Lunde sagde, at han tror på en skabende gud. Rothstein og Herbener kan på denne baggrund konkludere, at ministeren ”kiler myte, magt og mirakel ind på linje med evidensbaseret forskning”. Ministeren er styret af ”mytologiske fantasier”, der står i uhjælpelig kontrast til videnskaben.
Hvordan kan Rothstein og Herbener nå frem til de konklusioner? Det kan de ved at antage, at ethvert kristent menneske, der tror på en skabende Gud, samtidig er forvisset om, at der ikke har fundet en evolution sted, da verden ifølge Bibelen er 6000 år gammel.
De stempler ham uden tøven som kreationist, en fundamentalist, der anser Bibelen som den eneste gyldige reference, hvad angår verdens tilblivelse. Kreationister er per definition til fare for den frie videnskab. En kreationist kan ikke være minister for forskning.
Rothstein og Herbener minder om de små børn, der får deres første syllogisme galt i halsen: ”Alle døre er lavet af træ, bordet er lavet af træ, ergo er bordet en dør.” Det er mellemregninger på vuggestueniveau. Ikke uden bekymring ser vi, at universitetsansatte religionshistorikere arbejder med en antagelse, der placerer alle mennesker, der tror på en skabende Gud, i samme kategori, hvad angår forholdet mellem religion og videnskab. Det er ikke bare mangel på nuancer, vi taler om her. Det er mangel på analytisk sans. Mangel på faglig viden.
Når man tror på en skabende Gud, så hører skabelsen ikke op ved blomsterbien: Den inkluderer solen og stjernerne, og alle menneskeaber. Det kan man være uenig i. Men det står ikke frit for at tillægge denne verdensopfattelse en række betydninger, der ingenlunde følger med.
Man fristes til denne formulering: ”Hvervet som religionshistoriker er simpelthen ikke kompatibelt med et så fordrejet syn på religionens natur, hvor den kristne tro på en skabende Gud bliver sidestillet med antividenskabelige positioner af den mest stupide slags. Så er man ganske enkelt ikke forskningsegnet inden for det specifikke felt.” Et sådant udsagn hører ingensteds hjemme. Men det er ikke mere våset end den retoriske omgang gylle, Rothstein og Herbener har gødet sommermarkerne med.
Esben Lunde har igennem hele debatten fastholdt en klar sondring mellem tro og videnskab. De eneste, der roder rundt i kategorierne, er Rothstein og Herbener. Det er ikke Lunde, der påstår, at teologien ”kan det hele”; det er Rothstein, der med blåøjet positivisme påstår, at han som forsker kan vise, ”hvordan og hvornår mennesker opfinder de guder, de taler om, og hvorfor de gør det” - og samtidig reducerer teologien til en begrebsafklarende øvelse for religiøse tossehoveder.
Hvis man anvendte Rothstein og Herbeners kriterium (”troen på, at verden er Guds skaberværk, er lig med antividenskab”) ville listen over uegnede ministeremner inkludere nobelprismodtagere i fysik og kemi. Hvis de selvsamme eliminationsprincipper blev implementeret inden for universiteternes rækker, ville det føre til en åndsformørkelse, der fluks ville forvandle det amerikanske bibelbælte til en videnskabelig avantgarde.
Nuvel, tro og viden skal holdes adskilt. Men det absolutte modsætningsforhold, som Rothstein og Herbener opererer med, står ganske enkelt i strid med videnskabernes historie.
Den europæiske kristendom har overvejende understøttet videnskaben. Universiteterne blev skabt af kirken. Mange af verdens førende universiteter er stadig katolske. Guderne skal vide, at det ikke er et problem. Ophavsmanden til Big Bang-teorien er Georges Lematre. Han var katolsk præst. Fysikprofessor. Og astronomisk geni. Lur mig, om han ikke ville have været en udsøgt forskningsminister.
Mikael Rothstein og Jens-André Herbener er kreationister. De opfinder teorier om andre menneskers holdninger, kan ikke skelne myte fra virkelighed og ter sig som selvproklamerede vagthunde for den sekulære videnskab og dens bærende principper: åben og fordomsfri dialog, dokumenterbare udsagn, falsificerbare hypoteser, ydmyghed over for ens disciplins kunnen og begrænsninger, respekt for de subjekter, ens forskning vedrører. Det er lykkedes dem ganske godt at håne ethvert af disse principper.
Fy pokker, hvis onde kræfter en dag skulle forbyde undervisning i evolution. Men det værste, vi kan gøre, er at skabe fjender, der hvor de ikke findes. Den største tjeneste, vi kan gøre de religiøse fundamentalister, er at føre aggressive og afstumpede angreb på enhver form for livsanskuelse der - i al ydmyghed - tillader sig at antage, at jorden er Guds skaberværk.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye