Det ser ud til, at debatten om Luthers forhold til krig og fred ikke vil aftage lige med det samme. Sidst har Mar-grethe Horstmann meldt sig på banen den 5. maj.
Lad mig derfor gøre opmærksom på et ret bemærkelsesværdigt brev, som Luther skrev i 1542 i anledning af, at en krig truede mellem kurfyrst Johann Friedrich (Luthers fyrste) og hertug Moritz af Sachsen om et lille landområde ved navn Wurzen. Brevet er bemærkelsesværdigt, fordi det viser, hvordan Luther i praksis udformer sine tanker om den naturlige lov og det deraf afledede begreb: den retfærdige krig.
Han begynder med at påtage sig prædikantens rolle: »Den, der hører jer, hører mig« (Luk. 10,16), citerer han for at understrege, at det, han nu siger, skal høres som Guds ord. Og så går han i gang:
Man kan ikke have fred længere end ens nabo vil, vil man sige. Fuldstændig rigtigt, siger Luther, derfor hedder det også: »Hold fred med alle mennesker (...) såvidt det står til jer« (Rom. 12,18). Men det betyder jo, at begge parter er skyldige at tilbyde den anden fred og retfærdighed. Først når det er forbi med ret og dom, så kan enhver værge sig, så godt han kan. For det er almindelig anerkendt, at ingen kan være dommer i sin egen sag, meget mindre kan man hævne sig selv. Det siger også skriften: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde« (Rom. 12,19).
Men der er i denne uenighed endnu ikke foretaget nogen retshandling, endsige afsagt nogen dom, hvorpå man med god samvittighed kunne tage sig for at hævne eller straffe, endskønt begge fyrster har rigeligt med jurister, og der også er mange grever, herrer og riddere, som kunne høres, så man ikke imod Gud og sin egen salighed drog ind i det andet land og måtte ofre den ret, der ikke var blevet forsøgt, hørt eller erkendt, foruden land og folk, liv og sjæl, ikke til Guds, men til djævelens ære.
For selv om den ene part i højeste grad havde ret og med rimelighed kunne være vred, så fordømmer en angrebskrig alligevel sig selv, fordi man griber ind i Guds magtområde og vil være sin egen dommer og hævner og derved tvinger modparten til nødværge og med sit angreb gør nødværgen retfærdig og den, der foretager den, uskyldig. Såvidt Luther i brevet om Wurzen-fejden.
Det forekommer mig at være ganske meget, han kan få ud af den naturlige lov. Ikke engang det, at man har ret, kan legitimere en krig. Og selv om hærene er mobiliserede og står opmarcheret over for hinanden, tillader Luther sig minsandten at formane til, at man bruger tid på at lade jurister undersøge sagen nærmere. Alt skal forsøges, ingen prøvelse lades ugjort.
Bemærkelsesværdigt er det også, at for Luther er dette Guds tale. Den naturlige lov er Guds lov. Skriften bekræfter det, som fornuften lærer os. Vil man ikke lytte til denne tale, så er det Guds tale, man er ulydig overfor. Og følger man sin fyrste i en sådan krig, så følger man ham til helvede.
I en sådan tankegang er der ikke plads til noget forebyggende angreb. Ikke fordi Luther er imod det, men fordi den naturlige fornuft lærer os, at det er illegitimt, og fordi Gud derfor er imod det. Hvad kan vi så lære af Luther i dag? Vi kan blandt andet lære, at vi hidtil har brugt Luthers to-regimentelære forkert. Hidtil har vi ment os på sikker luthersk grund, når vi blot undlod at kræve evangeliets regler gennemført i det politiske liv. Hvilke love, der så skulle gælde i det politiske liv, det har virkelig ikke bekymret os. Skønt det jo i højeste grad bekymrer Luther. Hidtil har vi troet, at vi var gode lutheranere, når vi lod de blinde, økonomiske love herske i det økonomiske rum og de rå magtpolitiske ditto i det politiske rum. Men mon ikke vi skulle til at lære lidt mere respekt for international lov og orden. Af Luther himself. Det er i det mindste, hvad jeg får ud af ovenstående.
Ricardt Riis,
Carit Etlars Vej 25,
Horsens