Krigen i 1864: Monrad var langtfra den værste skurk

Kigger man nærmere på forløbet op til krigsudbruddet, er det ikke så underligt, at Monrad kom til at indtage en hovedrolle, skriver læser

Dette debatindlæg er skrevet af Jørgen Hartvig Andersen, ejendomsinspektør, Dyssegaard

I Bertel Haarders kronik den 7. februar her i bladet om krigen i 1864 ytres der undren over, at Monrad kunne optræde som konseilspræsident på trods af hans uligevægtige eller maniodepressive sindstilstand. Kigger man nærmere på forløbet op til krigsudbruddet, er det nu ikke så underligt, at denne mand kom til at indtage en hovedrolle.

I generalstaben var der en udbredt opfattelse af at Monrad var en lykkelig natur; en opportunist, der helst lod hver dag have nok i sin plage og stolede på forsynet.

Det er imidlertid før set, at personer med maniodepressive karaktertræk har bestridt høje embeder. Et eksempel er Winston Churchill, der selv var bevidst omkring det og blandt andet talte om den sorte hund, der hjemsøgte ham, når hans sind formørkedes, og han gik ned i et sort hul.

Studerer man Monrads ageren, så var han utvivlsomt en opportunistisk vendekåbe, der også i nogen grad var styret af religiøse anfægtelser, stærk forvirring og et tyndslidte nerver.

Den siddende konseilspræsident Hall forhandlede med kongen om en mulig fortsættelse af regeringsførelsen, men kongen krævede en udskiftning i ministerkredsen, som Hall ikke billigede. Det konstitutionelle monarki fungerede slet ikke endnu. Den 26. december 1863 indkaldtes der til aftenmøde hos kongen det lille rigsråd med den dagsorden, at der skulle dannes en ny regering primært bestående af helstatsmænd under forsæde af Hall, idet kongen ikke brød sig om Monrad.

Af de indbudte var der et klart overtal af dem, der i sin tid stemte imod novemberforfatningen, men alligevel var der en stemning for, at Hall skulle nagles til taburetten, men på det tidspunkt må Hall have lugtet lunten, og det endte med, at Monrad dannede regering.

Fra Halls tidligere regering fortsatte blandt andre krigsminister Lundbye, hvilket efter min opfattelse var en meget større katastrofe end Monrads tumlen rundt i manegen, primært på grund af hans vedvarende og inkompetente indblanding i generalstabens dispositioner og militære operationer.

Monrads udtalelse om at ofre op til en tredjedel af hæren på Dannevirkes forsvar blev ikke fremsat offentligt, men under fire øjne over for en dybt chokeret stabschef, oberst Kaufmann, som Monrad i panik opsøgte midt om natten under hans og kongens besøg ved Dannevirke.

Lidt forenklet kan man vel sige, at Monrad blev konseilspræsident, fordi ingen andre ønskede at være det, men at udnævne ham til den helt store skurk i forbindelse med 1864-katastrofen er at tage munden for fuld. Billedet er langt mere nuanceret.

Monrad havde under hele sit besøg med kongen ved Dannevirke bakket generalstaben fuldstændig op i dens dispositioner, og alle var enige om, at hæren skulle holdes så tilpas intakt, at man om nødvendigt kunne trække sig tilbage til flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia og fortsætte kampen derfra.

Da general de Meza iværksatte sin taktisk kloge rømning af Dannevirke, udløste det som bekendt en meget krasbørstig og lynchagtig folkestemning i København, som givetvis har været utrolig svær at stå imod. Men i stedet for at vedkende sig sit ansvar og tage sit gode tøj og gå, så valgte Monrad at falde de Meza i ryggen, hælde vand ud af ørerne og fortsætte på bedste beskub.

Selvom De Meza blev udråbt som syndebuk, tyder noget på, at han måske kunne have beholdt sin stilling som overgeneral, hvis han havde bukket dybt nok for Lundbye, men sådan var de Meza ikke skruet sammen, og det, der til slut førte til hans afsked, var, at han på et tidspunkt truede krigsministeren med at offentliggøre deres interne korrespondance.

Det var åbenbart mere, end situationen kunne bære, og kongen lod sig derpå overtale til at afskedige de Meza, der døde som en nedbrudt mand i september 1865.

I Mit sidste og uigjenkaldelige Votum, som de Meza dikterede til sin adjudant kort før sin død, afsluttede han med følgende salut: Arme Danmark! Ikke Embedsmænd... Mænd er det, du mangler.

Den bemærkning kan somme tider godt rinde én i hu, når man i dag betragter det politiske liv inden for Christiansborgs mure