Krigens børn glemmer aldrig

Barndommen under besættelsen i stationsbyen Otterup ved Odense var en blanding af tryghed i familien og en ulmende angst for tyskerne kombineret med rygter om danske stikkere, landsforrædere, tortur, terror og modstandskamp, skriver Paul Zebitz Nielsen

Tyske tropper rykker frem gennem Aabenraa om morgenen d. 9. april 1940.
Tyske tropper rykker frem gennem Aabenraa om morgenen d. 9. april 1940. Foto: .

Vi var drenge. Vi var i 10-årsalderen, og under besættelsen kaldte vi dem feltmadrasser – de danske piger, der kom sammen med tyske soldater. Og da vi hørte om voksne, der klippede håret af pigerne på åben gade inde i Odense under tilråb som stikker og landsforræder – ja, så nikkede vi forstående. De piger holdt jo med fjenden.

Følelserne var i kog. Alt var sort eller hvidt for os børn, og efter befrielse og krigsafslutning i 1945 var der enorm taknemmelighed for vore befriere, englænderne, amerikanerne og de danske frihedskæmpere – og i vores første forår med fred i 1946 bekræftede pressen mange af krigens rygter og satte besættelsestiden i perspektiv.

I januar 1946 fuldbyrdes den første dødsdom efter den landsforræderlov, som Folketinget vedtog den 1. juni 1945 med tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940. En af tyskernes danske håndlangere, Knud Flemming Helweg-Larsen, henrettes ved skydning for mordet på B.T.-redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943. To andre anklagede, Jørgen Valdemar Bitsch og Søren Kam, forsvinder før retssagen.

Stikkere, børnemishandling og flygtningebyrden

Og Ritzaus bureau har en historie om folk, der angav hinanden til tyskerne for rene bagateller og nabostridigheder. Under overskriften "Angav ham for en kats skyld" skriver Ritzaus Bureau om en ung pige, der i august 1944 angav arbejdsmand Ole Larsen til tyskerne efter uoverensstemmelse om en kat. Ole Larsen blev tortureret af tyskerne og døde derpå i Frøslevlejren. Pigen får 10 års fængsel ved retten i Næstved.

Nede fra Tyskland beretter Associated Press om en uhyggelig børnemishandling. 500 børn i alderen fra få dage til tre-fire måneder blev taget fra deres udenlandske forældre i Braunschweig og anbragt på "børnefarme" ved Hannover, hvor de døde af vanrøgt.

Og i februar 1946 afslører Den internationale straffedomstol i Nürnberg i Tyskland, at det var Hitler selv, der i 1943 gav ordre til, at der skulle myrdes fem tilfældige danskere for hver tysker, der blev dræbt i Danmark.

I marts 1946 er det et år siden, at 250.000 tyske flygtninge, især kvinder og børn, begyndte at strømme ind i Danmark og blev isolerede på skoler og i lejre. Aviser og politikere taler om "flygtningebyrden" og vil have dem ud af landet, samtidig med at problemet med 400.000 flygtninge i Sydslesvig debatteres livligt.

I april 1946 forlader de sovjetiske tropper Bornholm, og da aviserne skriver, at 40.000 fanger blev dræbt af bødlerne i Neuengamme, blusser min angst fra besættelsestiden op igen – angsten for, at tyskerne ville hamre på vores hoveddør en mørk nat og sende min far og mor til tortur i koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg.

Krigens børn glemmer aldrig

Her i foråret 2011 sagde en gammel skolekammerat til mig, at krigens børn aldrig glemmer. Jeg gav hende ret.

Vores barndom under besættelsen i stationsbyen Otterup ved Odense var en blanding af tryghed i familien og en ulmende angst for tyskerne kombineret med rygter om danske stikkere, landsforrædere, tortur, terror og modstandskamp – samt avishistorier om en voldsom verdenskrig, henrettelser af danske modstandsfolk, drab og sabotager.

I Otterup Realskole sang vi danske sange, så de tyske soldater ude i skolegården kunne høre det. Vi fik fortalt danmarkshistorie, der gjorde os stolte af fædreland og modersmål, og kong Christian X var symbol på vores håb om fred og frihed.

Vi lyttede intenst til den danske radio fra London, vi hejste Dannebrog for dansk fællesskab med korsets kristentro og modstand mod tysk diktatur, og min mor sagde ofte: "End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag."

Jeg glemmer aldrig den tid.

Paul Zebitz Nielsen er journalist og tidligere sognepræst.