Vestens forsvarere har en tendens til at stirre længselsfuldt mod fortiden og begræde, hvor dybt verdens ledere i dag er sunket. Hvor USA og dets allierede før i tiden byggede ting op, skabte institutioner og vandt krige, forsøger de nu blot at holde stand, bevare det, de har, og undgå konflikter.
Denne nostalgiske længsel er ikke svær at forstå. Lige efter Anden Verdenskrig lå Europa i ruiner, dets industri og infrastruktur var ødelagt. Hvis amerikanerne ikke havde grebet ind, kunne langt mere af Europa meget vel være kommet under sovjetisk kontrol. Men i løbet af få år finansierede USA Europas genrejsning, lovede at forsvare det og skubbede europæerne tættere og tættere sammen. Det var en ganske særlig tid.
Disse enorme forandringer var ikke bare et resultat af, at datidens politiske ledere gik sammen. "Mennesker skriver historie, men de skriver den ikke, som det passer dem," skrev Karl Marx. De skriver den derimod ud fra de givne omstændigheder på det pågældende tidspunkt. Da krigen sluttede, ændredes omstændighederne, der skete en forskydning i den globale magtbalance, som gjorde det muligt for politikere at udrette store ting. I dag er der måske en lignende forandring på vej – omend det er svært at se, hvordan der skal komme noget stort ud af det.
Efter Anden Verdenskrig flyttede den største sikkerhedstrussel mod demokratiet sig fra Tyskland til Sovjetunionen, næsten fra den ene dag til den anden. Og det forandrede alt. For at kunne tackle den nye virkelighed forstod USA, at Tyskland – eller i hvert fald den del af Tyskland, som var under de allieredes kontrol – måtte genopbygges som et bolværk mod Sovjetunionen. Men udsigten til tysk genindustrialisering og genoprustning pustede nyt liv i en urgammel fransk frygt.
For at løse dette problem ville franskmændene traditionelt alliere sig med briterne. Men i 1950 tog Frankrig et historisk spring ud i mørket, bebudede det første skridt i retning af økonomisk integration med Tyskland og lagde derved grunden til den Europæiske Union, vi kender i dag. Nu hvor USA havde sørget for Europas sikkerhed, kunne Frankrig kappe livlinen til Storbritannien og gøre fælles sag med Tyskland på en måde, som man tidligere ville have anset for umulig.
Den sovjetiske trussel fik USA til at blive i Europa. Og den amerikanske tilstedeværelse i Europa skabte betingelserne for et samlet Europa. De grundlæggende principper i denne sikkerhedsorden har ikke ændret sig siden 1950. Amerikas magt har været garant for Vestens sikkerhed og gjort det muligt for Europas demokratier at rykke tættere sammen. Da den sovjetiske trussel forsvandt i 1990, trak USA ikke sin sikkerhedsgaranti tilbage, men udvidede den mod øst for at konsolidere sit overherredømme.
I en vis forstand synes Ruslands invasion af Ukraine i februar at have styrket denne amerikanske ordens fundament – NATO står mere samlet, Europa og Nordamerikas demokratier samarbejder om at modvirke Moskvas ekspansionisme, og mange er i færd med at øge deres militære kapacitet. Men hvis man ser på verden mere bredt, har den underliggende virkelighed forandret sig, præcis som den gjorde efter anden verdenskrig. I dag lurer der – selv nu hvor Rusland lusker rundt ved Natos grænse – en ny, langt større trussel mod den amerikansk ledede verdensorden længere mod øst: Kina.
Kineserne ønsker måske ikke en verdensrevolution, som Sovjetunionen gjorde, men de ønsker regional dominans og kontrol med globale handelsveje, og de vil have Taiwan. Kinas autokratiske, statskapitalistiske model er til inspiration for modstandere af demokratiet, og i takt med at man er blevet stærkere, er Beijing begyndt at opleve, at Washington og dets allierede søger at begrænse Kinas styrke.
Faktisk er det umuligt fuldt ud at forstå invasionen af Ukraine uden at se på det geopolitiske miljø, den udspiller sig i. Ruslands håb om at genvinde sin tabte indflydelse i Europa er til dels vokset netop på grund af alliancen med Kina og forventningen om, at USA's magt er ved at svinde.
Kinas entré på verdensscenen udfordrer i virkeligheden selve begrebet om Vesten. Hvor Sovjetunionen udgjorde en direkte trussel mod Vesteuropa, truer Kina de liberale og demokratiske amerikanske protektorater i den anden ende af verden: Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand, Taiwan og så videre. Pludselig giver det ikke længere ret meget mening kun at tænke på Vesten som landene på hver sin side af Nordatlanten. Hvis der findes et "Vesten" i dag – en fri verden allieret med USA – strækker det sig fra Vesteuropa til Fjernøsten og Australasien.
For at forstå denne verden behøver man blot se på dem, der har sanktioneret Rusland for invasionen af Ukraine – en gruppe, som rækker ud over Europa og omfatter Australien, Japan og Taiwan. Alligevel er der ikke noget institutionelt, der binder denne verden sammen, ud over den simple tilstedeværelse af USA's magt. Ligesom Det Hellige Romerske Rige, der engang blev affærdiget som værende hverken helligt, romersk eller et rige, er den vestlige alliance i dag hverken vestlig eller en alliance.
Så ligesom i slutningen af 1940'erne har den største strategiske trussel mod den vestlige verden ændret sig og skabt et helt nyt sæt problemer. Stater, der er imod den amerikanske orden, føler sig stærkere. Men til forskel fra i 1940'erne viser de vestlige institutioner ikke mange tegn på at ville forandre sig for at gå den nye virkelighed i møde. Den gamle orden er konstrueret så solidt, at dens forsvarere tilsyneladende sidder fast i den og ikke kan mønstre energien, viljen eller fantasien til at bygge noget nyt.
Siden årtusindskiftet har USA og dets allierede tabt en krig, fejlet i mindst én anden og set det USA-centrerede finansielle system implodere med enorme omkostninger til følge for almindelige vælgere, som mange steder har måttet se deres arbejdspladser forsvinde og deres lønninger stagnere. Samtidig er Vestens centrale udenrigspolitiske kalkule – at handel og samarbejde med Kina og Rusland ville få disse to magter til at liberaliseres, demokratiseres og indtage deres plads i den (amerikansk ledede) internationale orden – kollapset under vægten af sine absurd utopiske forudsætninger. Og hvad mere er: De beslutninger, som førte frem til disse fiaskoer, udsprang af selvsamme angivelig velfungerende konsensuspolitik, som Blair, Clinton og så videre nu mener må genoplives for at værne om Vestens styrke.
Debatten minder i uhyggelig grad om debatten i 1960'erne og 1970'erne, hvor amerikanerne tumlede længere og længere ned i afgrunden i Vietnam i overbevisning om at kunne rette op på enhver fejl, de måtte have begået, hvis bare de lagde sig mere i selen. Krigen i Vietnam havde støtte fra begge partier, præcis som det var tilfældet for krigene i Afghanistan og Irak årtier senere. Det samme gjaldt beslutningen om at normalisere handlen med Kina. Alligevel har alle disse beslutninger bidraget til den verden, vi har i dag, og til en udbredt modvilje i befolkningen mod frihandel, globalisering og militære interventioner i udlandet. Man kan ikke bebrejde vælgerne, at de mister tilliden til et system, der har svigtet dem og skabt rigdom i et land, som Vestens ledere nu siger er den største trussel mod det globale demokrati.
Forestillingen om, at USA simpelthen skal genfinde troen på sig selv, bygger på den fejlagtige antagelse, at hvis det lykkes, kan verden på en eller anden måde vende tilbage til den regelbaserede orden, som fandtes før Donald Trump og Brexit, Vladimir Putin og Xi Jinping, dengang USA's magt var ubestridt og de vestlige demokratier var rationelle og velfungerende.
Sandheden er, at det var denne orden, der gav os Trump og Brexit og muliggjorde Putins og Xis opstigning. Den verden, Vesten står over for i dag, eksisterer ikke, fordi Vesten troede for lidt, men fordi den troede for meget på sig selv.
I dag er udfordringen ikke rent europæisk, men erfaringerne fra den europæiske revolution i det 20. århundrede har meget at lære hele den demokratiske verden, efterhånden som man ser det 21. århundredes nye udfordring i øjnene. Læren for Vestens ledere er, at de må finde en lignende kombination af pragmatisme og idealisme baseret på en nøgtern analyse af den globale magtbalance. Endnu en gang må Vesten uddrage en politik af et behov – behovet for at beskytte det amerikansk støttede liberale demokrati mod truslen fra dets autoritære fjender. Men hvad er den idé, der kan give liv til sådan en politik?
Rigtig mange af de ideer, som diskuteres for øjeblikket, fører deres egne problemer med sig. Det mest oplagte magtpolitiske modtræk, USA kan foretage for at holde kinesernes voksende indflydelse under kontrol, er for eksempel at forsøge at slå deres begyndende alliance med Rusland i stykker. Mange europæiske diplomater har længe forventet, at USA for at opnå dette ville forsøge at nulstille forholdet til Moskva med en slags "omvendt Nixon" i stil med den tidligere præsidents vellykkede taktik for at skille Kina fra Rusland i 1970'erne. Men en sådan politik, som man for blot et par måneder siden kunne have overvejet, forekommer nu næsten umulig – ødelagt af Putins blodige storhedsvanvid.
En anden mulighed kunne være at acceptere denne nye autoritære akse som en realitet og søge at beskytte de vestlige demokratier imod den. Problemet er, at jo mere Vesten opbygger en demokratisk alliance mod Kina og Rusland, som den amerikanske præsident Joe Biden har foreslået, desto mere styrker Vesten selve den alliance, det frygter. Og hvis verden synker ned i en ny kold krig, vil Vesten være tvunget til at samarbejde med udpræget udemokratiske regimer præcis som sidste gang. Indien, Tyrkiet og Saudi-Arabien – to mangelfulde demokratiske allierede og en problematisk autokratisk ven – viser umuligheden af at skabe en manikæisk det-gode-mod-det-onde-verden, hvor demokratiet kæmper mod autoritarismen.
Der er masser af gode grunde til, at hver eneste ny politisk idé, som er blevet fremført gennem årene, er løbet ud i sandet. Ikke desto mindre står det klart, at hvis vi ikke skaber noget nyt for at reagere på forandringerne i vores virkelighed, risikerer vi, at kinesernes magt vokser endnu mere.
Jean Monnet er måske ikke særlig kendt i USA, men i de europæiske hovedstæder studeres han opmærksomt. Hans store klarsyn var at modstå fristelsen til at iværksætte store omstruktureringer frem for små, overkommelige og politisk mulige skridt. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme nu? Kinas magt er baseret på økonomisk magt og understøttes af landets integration i verdensøkonomien. Alligevel er der ikke meget, der knytter den brede vestlige verden – Amerika, Europa, Japan, Australien med flere – sammen økonomisk; i hvert fald ikke sammenlignet med det militære samarbejde, som Nato har etableret.
Dette økonomiske tomrum skal udfyldes, hvis Vesten skal have noget at betyde. Der skal være bedre økonomiske redskaber til rådighed, som den frie verden kan forsvare sig med. En idé præsenteret for mig af Stephen Wertheim, ekspert i amerikansk udenrigspolitik ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, går på et nyt forbund, der kunne organisere vestlige ressourcer til beskyttelse af mindre allierede, som var sårbare over for økonomisk pres fra Kina. En sådan organisation kunne for eksempel administrere en fond til beskyttelse mod pludselige trusler fra Beijing. Med tiden kunne denne blok vokse og dermed gøre det mindre attraktivt for landene at handle med kinesiske virksomheder på områder, som er vigtige for vestlige kerneinteresser, såsom forsvar, naturressourcer og ny teknologi.
Et sådant forslag – om det så er dette her eller noget helt andet – forudsætter, hvad Monnet anså for den fornemste egenskab, en politisk leder kan have: generøsitet. Det kræver, at USA, EU, Japan, Storbritannien og så videre lægger deres økonomiske konkurrence på hylden, som Frankrig og Tyskland gjorde i 1950, og skaber en institution, som er baseret på en idé – en idé, som langt hen ad vejen er en fiktion: ideen om "Vesten".
For at fungere skal sådan en enhed ikke bare bygge på de stores rene altruisme over for de små, men på egeninteresse. Hvis amerikanerne virkelig ser Kina som en trussel mod den demokratiske orden, er det i deres egen interesse at bygge noget op, som beskytter og styrker denne orden. NATO gør det ikke, og AUKUS-pagten – ubådsaftalen mellem Australien, Storbritannien og USA – gør det heller ikke. Selv G7, som er det, der kommer tættest på, gør det ikke helt, blandt andet fordi Sydkorea, Australien og New Zealand ikke er med. At udbygge den vestlige verdens økonomiske samarbejde er heller ikke ensbetydende med at ofre det ene land på det andets alter. Efter 1950, da de ikke længere behøvede at frygte hinandens industrielle succes og havde USA's militære beskyttelse, oplevede både Tyskland og Frankrig et økonomisk boom.
Og endelig: Uanset hvilken organisation eller ramme, der bliver skabt – hvis det kommer til at ske – for at styrke den brede vestlige verden i dens rivalisering med Kina, skal den afspejle dagens magtpolitiske realiteter. Den skal bygge på fælles interesser, ikke på utopisk idealisme. Alt andet ville være at gentage de fejl, vi har begået de sidste 20 år, hvor selvovervurderende antagelser om den liberale verdensordens sejrsgang har sneget sig ind i de politiske beslutningsprocesser med katastrofale konsekvenser til følge.
At stirre længselsfuldt mod fortiden kan have sine fordele, så længe man ikke forfalder til nostalgisk længsel efter en svunden gylden tid, som aldrig har eksisteret. I 1948 udtalte George Marshall, statsmanden bag Marshallplanen, at hvis USA ikke greb ind i Europa, ville kampen for demokratiet automatisk være tabt. I dag er udfordringen meget den samme, men løsningen må se helt anderledes ud.
Tom McTague er fast London-skribent for magasinet The Atlantic og medforfatter til Betting the House: The Inside Story of the 2017 Election. Denne artikel er oprindeligt udgivet i The Atlantic og er oversat til dansk af Marie Lund.