Krisen er på vej. Og den kommer til at sætte vores fællesskab på prøve

Den økonomiske krise er begyndt at kræve sine første ofre, og det bliver værre endnu. Men hvordan kan danskerne ruste sig til en krise, hvis dybde er ukendt, og som mange ikke har prøvet før?

Krisen vil betyde, at nogle får undergravet deres livsgrundlag, når de månedlige regninger er højere end den månedlige indkomst.
Krisen vil betyde, at nogle får undergravet deres livsgrundlag, når de månedlige regninger er højere end den månedlige indkomst. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Nyhederne i denne uge har handlet om lukningstruede købmænd, slagtere og bagere, der ikke har kunnet klare trykket fra de eksploderende energipriser.

I takt med at priserne vokser måned for måned, og basale fornødenheder som mad, vand og varme æder langt større dele af alles husholdningsbudgetter, står stadigt flere danskere på et fundament for hverdagen, der langsomt er ved at erodere. Krisen er på vej, og mange danskere kommer til at skulle forandre deres liv.

Også erhvervslivet er ramt, og torsdag måtte slagterikoncernen Danish Crown meddele, at 350 slagteriarbejdere nu opsiges, fordi høje foder- og energipriser også rammer dansk landbrug.

Lyset for enden af tunnelen kan være vanskeligt at se, for de økonomiske eksperter er grundlæggende enige om, at krisen bliver værre. Hvor dyb den bliver, ved de ikke, men usikkerheden er så stor, at det for øjeblikket kan virke mere fornuftigt at forberede sig på det værste, end at håbe på, det nok skal gå.

Men hvordan forbereder man sig overhovedet mentalt på en krise, hvis dybde både er ukendt og har potentiale til at stikke uhyggeligt dybt? En krise, hvor nogle vil få undergravet deres livsgrundlag, når de månedlige regninger er højere end den månedlige indkomst.

"Krisen forlanger af os, at vi skal være stærke, men ikke alle er lige stærke, og her må vi som samfund tage over og vise solidaritet. Det fællesskab, som et samfund også er, bliver nødt til at forstå, at vi har en forpligtigelse overfor dem, der af sociale, mentale eller andre årsager ikke kan stå igennem sådan en krise. Hvis man i forvejen ikke har ret mange penge, kan det være umanerligt svært at finde et håb og fokusere på det, som følger efter krisen. Her taler vi snarere om, at mange mennesker vil blive dybt fortvivlede," siger Henriette Bacher Lind, sognepræst i Sankt Nicolai Sogn i Kolding.

Krise som vendepunkt

Når vi skal forstå de kriser, vi står overfor, er det vigtigt at forstå dem med afsæt i deres konsekvenser, fortæller Rikke Høgsted, leder af Institut for Belastningspsykologi. Ellers kan vi ikke bruge krisen som det vendepunkt, som ordet oprindeligt betyder på græsk.

"Under en krise bliver man hevet ud af hverdagens forudsigelighed og bedt om at organisere sig på en ny måde. Kunsten er at gøre det vendepunkt til et gennembrud og ikke et sammenbrud. Kriser har et potentiale til, at vi begynder at hjælpe hinanden, men i det her tilfælde kræver det, at man forstår, at vi har forskellige økonomiske udgangspunkter, og at vi derfor bliver ramt forskelligt af krisen," siger Rikke Høgsted.

Hun mener, at den mentale forberedelse er vigtig, så vi som fællesskab er klar til at støtte hinanden og særligt dem, der kan blive ramt af fatale konsekvenser under den økonomiske krise. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke overgør deres lidelse.

"For dem, der står yderst på vippen, kan det her blive et skub, og de skal have al den hjælp, vi kan give dem. Men rigtig mange vil kunne bruge krisen som en lejlighed til at rydde op i, hvad der er vigtigt i deres liv, så de bliver bedre forbundne med deres egne værdier."

Lidelsens afmagt

Med krisen forude begynder mange at spørge sig selv, hvordan man kan forberede sig mentalt på en krise og potentiel lidelse. Men det kan man ikke altid, siger Lotte Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet.

"Som moderne mennesker vil vi hele tiden være beredte på det, der kommer, for så tror vi, at det bliver lettere at være i. Lidelsen repræsenterer en afmagt, der forandrer tingenes tilstand og gør os bange. Men oftest kan vi ikke forberede os på den afmagt. Når man så finder ud af, at man alligevel ikke kunne forberede sig på afmagten, bliver afmagten blot endnu større," siger Lotte Mørk.

Hun kalder sin egen arbejdsplads, Rigshospitalet, for lidelsens højborg, og her møder hun dagligt patienter og pårørende, der vil forberede sig mentalt på hårde behandlingsforløb. Men bagefter siger de stort set alle sammen, at selvom de troede, de var parate til lidelsen, var de det ikke. Det betragter hun som et billede på, hvor umuligt det er at være beredt på lidelsen.

"Jesus, der slæbte sit kors, er det største billede på lidelse. Men selv han sad skærtorsdag i Gethsemane have og bad inderligt om at slippe for det, der ventede ham. Så hvis ikke engang Jesus var lidelsesparat, hvordan skal vi andre mennesker så kunne blive det," spørger Lotte Mørk, der samtidigt fortæller, at der for os i dag er et håb at finde i Jesu lidelse. Vi ved nemlig, at hans lidelse ikke ender på korset, men med en opstandelse.

"Det viser mig, at andre har været i lidelse før mig, og at lidelsen også får en ende," siger hun.

Ifølge sognepræst Henriette Bacher Lind ligger der en stor omsorg i at lade folk udtrykke deres fortvivlelse eller fortælle om den forfærdelige situation, som de er havnet i. For selvom man ikke kan stille noget konkret op med de forhold, der skaber en fortvivlende situation, ligger der en støtte i at blive lyttet til og at blive rummet i hele sin svaghed.

”I vores tid hylder vi det stærke og duelige menneske, der skal bide tænderne sammen, vi har ikke tålmodighed til at høre på andres lidelseshistorier, men klagen skal ud og eventuelt skriges ud. Tænk bare på Jobs Bog i Det Gamle Testamente; det er en klassisk historie om at råbe sin vrede og sin lidelse ud,” siger Henriette Bacher Lind.

Der kan også godt gro et håb ud af krisen. Et håb, der er funderet i en tillid til, at der nok skal vise sig noget godt på den anden side, fortæller hun og henviser til historien om Noas Ark i Det Gamle Testamente.

”Den fortæller, at mennesker altid har handlet i troen på, at solen venter på den anden side af regnen, når vi har stået ansigt til ansigt med katastrofen. Det kan godt være, at vi for en tid må gemme noget af det, vi holder af, væk, pakke det ombord på en ark, men så kan det tages frem igen, intakt, når tiderne bliver lysere og bedre. I den forstand indeholder Noas katastrofehistorie også en stor fortælling om håb."