”Krislam” er kommet til Nørrebro

FOLKEKIRKEN: Sognepræst Anne Braad synes tilsyneladende, at den danske folkekirke skal droppe sekteriske petitesser såsom Kristus og Helligånden og i stedet skabe en skøn blanding af alle mulige religioner

Den menneskelige hukommelse er relativt kort, og det er ikke sikkert, alle kan huske pastor Anne Braads kommentarer til terrorbombningen af World Trade Center. Tillad mig derfor at minde Kristeligt Dagblads læsere derom: Der skete i september 2001 det, at et hold mentalforstyrrede muslimske terrorister valgte at kapre to fly, som de fløj durk ind i de to tårne, der udgjorde World Trade Center i New York. Derved omkom omkring 3000 mænd, kvinder og børn.

Anne Braad blev den 30. september 2001 af dagbladet B.T. inviteret til i sin egenskab af sognepræst at kommentere denne handling. I den forbindelse udtalte hun blandt andet følgende: "Åndeligt set måtte tragedien med World Trade Center ske. Da folket besluttede at stå sammen for at bygge et kæmpe Babelstårn, slog Gud hårdt ned. Tårnet blev aldrig bygget, fordi det var en trussel mod Gud." Videre: "Der er en masse ordsprog i vores kultur, som netop peger på, at World Trade Center aldrig burde være blevet bygget. Hovmod står for fald." I et portræt i Kristeligt Dagblad den 2. november kan man desuden læse, at Anne Braad har sammenlignet Osama bin Laden med Jesus.

Nu er Anne Braad kommet på forsiden igen – mod sin vilje, ganske vist: "Jeg ønsker ikke at lave noget medie- stunt", siger den friske københavnske sognepræst til Kristeligt Dagblad den 1. november i år. Hvad der ellers skulle være hensigten med at give imamen Fatih Alev fast træffetid i Stefanskirken for at "give beboerne i området en mulighed for at få mere viden om islam og muslimer", kan være vanskeligt at gennemskue for os andre, men det er vel høfligst at tage hende på ordet.

Det er svært at have noget imod, at man fra kirkeligt hold forsøger at føre dialog med muslimerne. Men det er dog at spænde sin hest lige lovlig hårdt for det universelle økumeniske broderskabs vogn, når man ligefrem inviterer en imam til at missionere for islam inde i en kristen kirke. Sat på spidsen er det måske spørgsmålet, om det ikke snarere er Anne Braad, der hører til i en moske, end det er Fatih Alev, der hører hjemme i Stefanskirken.

Hvis den vestlige verden – og kristendommen – er "nået til en endestation", som Anne Braad udtalte i den nævnte artikel fra B.T., så er det vel meget fornuftigt at gøre som hun og invitere islam indenfor i varmen. Hvorfor ikke helt overlade vores kirkerum til muslimerne? Vi tror jo alle sammen på et eller andet, så vi kan vel lige så godt kalde det Allah, som vi kan kalde det Gud Fader. Eller som Anne Braad foreslår i Kristeligt Dagblad den 2. november: "gøre folkekirken til et helligt hus, der kan rumme alle religioner".

Det kan være, Anne Braad synes, det er snedigt af den danske folkekirke at droppe alle de sekteriske petitesser såsom Kristus og Helligånden og i stedet slå dørene op for islam og skabe en skøn blanding af alle mulige religioner. "Krislam" kunne man kalde det.

Jeg ved ikke, om Anne Braad har ret i, at protestantisk kristendom er en synkende skude, som folkekirken gør bedst i at rømme, mens tid er. Det håber jeg sandelig ikke, men er den virkelig det, så foretrækker jeg at gå ned med skibet og tippe med hatten, lige før jeg går under, frem for at forlade det sammen med rotterne og Anne Braad.

Merete Bøye,

sognepræst i Haderup Sogn,

Kirkevej 11,

Haderup