Prøv avisen
Debat

Kristelig Sygeplejeforening: Døende har ikke brug for at få tilført væske og ernæring til det sidste

Det er ikke alene patienter og pårørende, der tror, at man skal have tilført væske til det sidste for ikke at dø af tørst. Det er også en udbredt misforståelse blandt fagfolk, skriver Dansk Kristeligt Sygeplejeforening. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/modelfoto

At tilføre en patient, der bliver palliativt sederet, væske og ernæring, er ikke en praksis, vi som hospicesygeplejersker kan nikke genkendende til, ej heller anerkende, skriver Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Patienter skal have større mulighed for at vælge behandling fra. Det er formålet med et lovforslag, som skal til andenbehandling i Folketinget den 15. marts. Som det vil være Kristeligt Dagblads læsere bekendt, har det medført en del skriverier – for og imod forslaget.

I Dansk Kristelig Sygeplejeforening hører vi til dem, der har forbehold over for forslaget. Vore forbehold har grunde, som allerede er udmærket beskrevet af andre, heriblandt forfatterne til debatindlægget den 27. februar 2018: ”Det er vigtigt, at vi tager afstand fra aktiv dødshjælp i Danmark”, Peter Øhrstrøm, Ole Hartling og Christian Borrisholt Steen.

Selvom vi er enige med ovennævnte personer i deres skepsis over for lovforslaget, er der noget i deres indlæg, vi føler os foranlediget til at reagere på. De opfordrer regering og folketing til at følge flertallet i Det Etiske Råd, som understreger, at der bør sikres, ”at en patient ikke må udsættes for palliativ sedering (lindrende bedøvelse. red.) uden at få tilført væske og ernæring i så lang tid, at der kan opstå reel tvivl om, hvorvidt patienten er død af sin sygdom eller af sult/tørst”.

At tilføre en patient, der bliver palliativt sederet, væske og ernæring, er ikke en praksis, vi som hospicesygeplejersker kan nikke genkendende til, ej heller anerkende. Vi mener, palliativ sedering først er på sin plads, når alle andre muligheder for lindring er udtømte, og når døden forventes at indtræde inden for timer til få dage – ikke dage til uger, som foreslås i lovforslaget.

Når en patient er kommet dertil, vil væske og ernæring oftest gøre mere skade end gavn. Kropsfunktionerne er ved at lukke ned, hvilket betyder, at næring ikke kan fordøjes, og at væske kan ophobes i blandt andet lungerne. Hvis vi tilfører patienten væske og ernæring på det stadie, kan vi således påføre patienten åndenød, kvalme, opkastning og anden lidelse i stedet for at lindre. Derfor sker tilførsel af væske og ernæring kun i mindre omfang, hvis patienten udtrykker ønsker om dette.

Vi oplever ofte, at pårørende har brug for en forklaring på, hvorfor vi ikke giver intravenøs ernæring eller væske på dette stadie. Dansk Selskab for Almen Medicin skriver i sin vejledning om palliation: ”De pårørende skal vide, at den døende ikke føler sult eller tørst, og at der ikke er grund til sonder, intravenøs ernæring eller væsketilførsel. Tilførsel af parenteral væske kan forårsage væskeophobninger og dermed være til gene for patienten.”

Det er ikke alene patienter og pårørende, der tror, at man skal have tilført væske til det sidste for ikke at dø af tørst. Det er også en udbredt misforståelse blandt fagfolk. Forskning viser imidlertid, at det ikke er tørst, patienter lider af i denne fase, men mundtørhed. Og den skal vi afhjælpe med omhyggelig mundpleje. Ikke med væske og ernæring.

Jannie Pedersen, sygeplejerske på Hospiceenheden i Rønne, udviklingskonsulent i Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Miriam Mortensen, sygeplejerske på KamillianerGaardens Hospice, Aalborg, næstformand i Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Britta Eckhardt, sygeplejerske på Hospice Vendsyssel, Frederikshavn, bestyrelsesmedlem i Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Helene Sejergaard, sygeplejerske på Diakonissestiftelsens Hospice, medlem af Dansk Kristelig Sygeplejeforening

Grete Schärfe, pensioneret hospicesygeplejerske, formand for Dansk Kristelig Sygeplejeforening