Der er få generationer i den nyere danmarkshistorie, der har fyldt så meget som den generation af efterkrigsbørn, der ofte går under betegnelsen 68'erne.
Livet har for denne generation af danskere været præget af en nærmest uafbrudt fremgang med fri adgang til uddannelserne, tårnhøje fradrag på ejerboliger, gode beskæftigelsesmuligheder og en alderdom på en efterlønsordning, som fremtidige generationer kan skyde en hvid pil efter. Jo, det er ikke uden grund, at denne generation til tider også kaldes "rødvinsgenerationen" – ofte med en undertone af misundelse og afstandtagen.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblads aktuelle serie "I live til det sidste", hvor der netop sættes fokus på de plus-65-åriges voksende betydning og krav til samfundet, er virkeligheden for de ældre naturligvis mere nuanceret, end det ofte fremgår af fortællingen om 68'erne.
Der er – heldigvis – en stor gruppe af ældre, som ganske rigtigt har et godt helbred, en god økonomi og en høj livskvalitet. Men samtidig er der også en ikke beskeden gruppe, som kæmper med sygdom, forskellige grader af ensomhed og ikke bare kan håndtere de stigende priser på alt fra mælk til fjernvarme ved at snuppe en del af friværdien.
Afspejler denne nuancering sig så i den offentlige debat? Desværre ikke i tilstrækkelig grad. Alt for ofte ender de politiske og samfundsmæssige diskussioner i en gold generationskamp om, hvem der har det hårdest og derfor skal prioriteres højest i kampen om opmærksomhed, penge og politikernes gunst.
Tag bare diskussionen om klimaet, hvor yngre generationer skråsikkert kritiserer "boomerne" for at have skabt en verden i klimakrise – uden at tage højde for, at selvsamme efterkrigsgeneration også har bidraget til opbygningen af et velfærdssamfund, der både nationalt og internationalt har løftet tusinder og atter tusinder ud af sygdom og nød. Eller se på erhvervslivet, som råber på arbejdskraft, men alligevel svarer to ud af tre virksomheder i en undersøgelse, at de det seneste år ikke har ansat medarbejdere over 55 år.
I en tid, der i talrige sammenhænge efterlyser mangfoldighed, virker ældredebatten uden blik for netop mangfoldigheden blandt de ældre. Faktisk har Danmark aldrig haft en generation af ældre, der kan være så stort et aktiv for samfundet i kraft af deres uddannelsesniveau og deres samfundsengagement, og fordi en voksende andel har et godt helbred, også et godt stykke oppe i årene.
Heldigvis har 68'erne heller ikke i deres alderdom tænkt sig at tie stille. Og tak for det, for både stærke og svage ældre vil vinde, hvis samfundet i højere grad forstår at inkludere alle generationer. Ja, spørgsmålet er, om vi både menneskeligt og økonomisk har råd til at lade være.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.