I denne uge har der været stor opmærksomhed på black friday. Det er blevet en dag, som danskerne kender. Og hvis de skulle have glemt den, skal de massive reklamer nok minde dem om, at de kan købe lækre ting til lave priser. Selv Det Kongelige Teater sender mails ud om, at det er black friday, så man skal slå til lige nu, forstås.
Der er gode grunde til, at black friday løber med opmærksomheden. De fleste danskere, der har penge, kan lide at lade sig friste af købsmuligheder. Og i løbet af julen vil mængden af gaver i middelklassens husstande vokse støt til juleaften, hvor gaverne hober sig op under træet – i nogles tilfælde kan de måske slet ikke være der alle sammen.
På den ene side findes der selvfølgelig de forældre, som benytter black friday til at købe den slags gaver til deres børn, som de under normale omstændigheder ellers måtte se langt efter. Eller for den sags skyld gaver i det hele taget.
Men på den anden side findes forældrene, der har svært ved at finde gaver til deres børn, fordi de har alt, hvad de kunne drømme om. Og så køber de noget andet, som de små måske ikke ønsker sig – bare for at købe noget. Man skal jo købe noget. Det er den sociale forventning.
Knapt så mange danskere tænker over, at der ligger en vigtig kirkedag i samme weekend. Søndag fejres nemlig begyndelsen på det nye år efter den kirkelige kalender. Første søndag i advent indleder den ventetid frem mod jul, hvor Jesus bliver født. Grunden, til at man tænder lys hver søndag i advent, er, at man i forventning ser frem mod det store lys, som vi fejrer den 24. december.
Advents forventning om det gode, der skal komme, står i grel modsætning til det konkrete køb med kreditkortet på black friday. Advent bygger op, giver sig tid, mediterer om julens glade budskab. Købet er en tilfredsstillelse af havetrangen her og nu. Det erobrer på et splitsekund, hvad det begærer.
Adventstiden taler til et fællesskab, der centrerer sig om fordybelsen og vejen mod jul, mens black friday skaber et fællesskab om forbrug.
Forbrug er helt centralt i de store mærkedage, der er udviklet igennem den amerikanske konsummaskine. USA gik foran i kommercialiseringen af jul; for eksempel var det Coca-Cola, der gav julemanden hans røde look.
Det var også amerikansk kultur, der gav halloween den form, de fleste danske børn nu kender den under. Også denne mærkedag indeholder et materielt element: Børnene får slik i lange baner og går hjem pumpet af sukker. Men halloweens udbredelse i Europa over de seneste årtier viser også, at der samtidig kan blive plads til succes for den store dag i kirken, der i Danmark kendes som allehelgen.
Advent er en af de højtider, som ikke er blevet amerikaniseret. Den ligger næsten på samme tid som black friday, men har ikke samme folkelige opmærksomhed. Måske bør kirkens svar på konsumerismens helligdag lade sig inspirere af det samme, som allehelgen har demonstreret: Når der skrues op for forbrug som samlende, bør kirken tale om menneskets endelighed og om at være glad for det, vi har haft. Om det, der gives. Om det, vi får. Ikke om det, vi køber.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.