Kristeligt Dagblad mener: Afkristningen er overdrevet

Kirken i Vesten går hastigt tilbage, men der er også lyspunkter

Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, fotograferet i 2011.
Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, fotograferet i 2011. . Foto: Søren Staal.

Hvordan skal man egentlig beskrive den religiøse situation i den vestlige verden? I mange vestlige lande melder folk sig ud af deres kirkesamfund uden at melde sig ind i andre, sådan som det beskrives i en serie artikler her i avisen. En voksende gruppe af mennesker betegner sig som nones, der er et ord for mennesker, der ikke hører til i noget trossamfund, men heller ikke nødvendigvis er ateister.

Den engelske katolske forfatter G.K. Chesterton sagde engang, at når folk holder op med at tro på Gud, tror de ikke på ingenting, men på alle mulige ting.

Det religiøse tager da også nye former. Menneskerettighederne og deres indbyggede værdisæt er for mange blevet en erstatning for kristendommen og dens verdenssyn. Det samme er dyrkelsen af det autonome og rationelle menneske. Og der er også noget religiøst over de stærke holdninger til køn og seksualitet, som præger de identitetspolitiske strømninger.

Det ligger også lige for at tolke vores tids overvældende og lidenskabelige optagethed af mad og sundhed ind i religionserstatningens rammer. Det samme kan siges om den nok så vigtige klimasag, der er omgærdet af en religiøs sprogbrug.

Det er muligt, at Europa og resten af Vesten sekulariseres og afkristnes, men det er ikke til fordel for ikke-tro og en gold ateisme. Tværtimod er der meget, der tyder på, at det mere diffust kristne og religiøse også vinder frem.

Europas religiøse særstilling i verden, med tilbagegang for alle kristne kirkesamfund, skyldes måske de mange århundreder med et kompliceret forhold mellem stat og kirke. Kirken er blevet set på som en farlig magtfaktor, folk har forladt den, og troen er blevet afinstitutionaliseret. Men den er ikke forsvundet. En britisk religionssociolog har beskrevet udviklingen som ”believing without belonging” – folk tror uden at høre til i en specifik trosretning.

Samtidig har kirken haft fremgang i næsten alle andre dele af verden. Ikke mindst protestantisk og karismatisk kristendom er gået deres sejrsgang med voksende menigheder i Asien, Afrika og Latinamerika.

At blive løftet ud af fattigdom og få en uddannelse har ikke automatisk ført til sekularisering, sådan som det ellers blev spået ville ske. Også højtuddannede har en længsel efter at finde mening. I det moderne samfund, der er karakteriseret ved opbrud i familiemønstre, værdier og traditioner, er denne længsel måske stærkere end nogensinde.

Mens Europa er lidt af en undtagelse i verden, er Danmark lidt af en undtagelse i Europa. Selvom folkekirken også oplever tilbagegang, er der ikke tale om nogen medlemsflugt. Tværtimod er opbakningen til kirken overvældende.

Billedet af danskernes tro er broget og kompliceret. Gamle dages modvilje over for kirken er i høj grad erstattet af en åben interesse eller undren. For 25 år siden blev der talt om ”genkristningen af de intellektuelle”, og i disse år står kendte danske skuespillere og kulturpersoner frem og fortæller om kristendommens og troens voksende betydning for dem.

I går udsendte forlaget Eksistensen således en pressemeddelelse om, at den danske internationalt kendte forfatter Jens Christian Grøndahl ”efter 50 års afstand og passivitet” nu har skrevet en bog om sin egen ”rejse fra barnetro til afvisning, gennem skepsis og tøven for i en moden alder at lande med åbne øje foran troen, Gud og den kristne tradition.”

Det hele ser ikke så sort ud endda.