Kristeligt Dagblad mener: Aftale mellem Kina og Rusland er grotesk og manipulerende læsning

De to stormagter er bundet sammen i et fælles partnerskab baseret på deres modstand mod en USA-ledet global orden. Det er i det lys, at et nyt forsvarssamarbejde mellem USA og Danmark skal ses

"Meget tyder på at dette århundrede vil blive domineret af autoritære lande som Rusland og Kina," skriver Erik Bjerager i denne lederartikel.
"Meget tyder på at dette århundrede vil blive domineret af autoritære lande som Rusland og Kina," skriver Erik Bjerager i denne lederartikel. . Foto: Alexei Druzhinin/AFP/Ritzau Scanpix.

Forhåbentlig vil det ikke vise sig at være sandt, men meget tyder på, at det 21. århundrede bliver de autoritære staters, autokratiernes. Kinas og Ruslands århundrede. Eneherskervældets århundrede.

Det 19. århundrede var i høj grad det britiske imperiums og kolonitidens århundrede. Det 20. århundrede blev USA’s og det liberale, vestlige demokratis århundrede. Men den alliance, som Kina og Rusland offentliggjorde for en uge siden, er et tydeligt signal om, at en ny verdensorden tegner sig. Nogle iagttagere har sammenlignet den orden, som aftalen mellem Vladimir Putin og Xi Jinping signalerer, med den efterkrigsverden, som Storbritanniens Winston Churchill satte ord på i 1946. Dengang holdt han en af sine vigtigste taler og beskrev det jerntæppe, som havde sænket sig ned igennem Europa og delt kontinentet i en fri og en ufri verden. Russiske historikere daterer den kolde krig til netop den tale.

Den nye aftale mellem Kina og Rusland tegner konturerne af om ikke et nyt jerntæppe, så en autokratiernes akse. Aftalens 11 sider beskriver de to landes syn på verden. Begge lande opfatter sig selv som demokratier, der bliver truet af især USA, og de ser sig som store tilhængere af internationalt samarbejde til forsvar for en fælles klode. Det er grotesk og manipulerende læsning. Vidste man ikke, at Kina er verdens største overvågningsstat, der undertrykker sit muslimske mindretal, uighurerne; sætter mennesker i koncentrationslejre; undertrykker den frie tanke og tale, også i Hongkong, og i øvrigt forsøger at udvide sit territorium ved at bygge kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav, ja, så ville man ved læsning af denne tekst tro, at Kina var en fredsommelig stat uden en magtpolitisk dagsorden.

Og vidste man ikke, at Putins russiske styre hårdhændet lukker munden på sine kritikere; at også i Rusland er den frie tanke og tale en umulighed; at landet prøver at destabilisere Vesten med cyberangreb og hybridkrige som den i Belarus, og at Rusland har besat den østlige del af Ukraine, ja, så ville man også tro, at Rusland kun har fredelige hensigter.

Men bundlinjen er, at de to stormagter anser det vestlige demokrati med respekt for menneskerettighederne som en trussel mod dem selv og deres magtpositioner. De er bundet sammen i et fælles partnerskab baseret på deres modstand mod en USA-ledet global orden. Det er i det lys, at et nyt forsvarssamarbejde mellem USA og Danmark, som blev annonceret af regeringen i går eftermiddags, skal ses.

Vi lever i en ”ny og uforudsigelig tid”, sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun fremlagde planerne for forsvarsaftalen. Det er sandt. Den nye og uforudsigelige tid er blandt andet skabt af autokratiernes fremmarch.

Danmarks sikkerhed er tæt knyttet til løftet om amerikansk hjælp. USA’s indsats i Anden Verdenskrig befriede det vestlige Europa fra det nazistiske og fascistiske diktatur. Murens fald i 1989 befriede Østeuropa fra det kommunistiske diktatur. Nato-samarbejdet blev en følge af krigen og har sikret en fredelig verdensorden, hvor demokratier og menneskerettigheder er blevet beskyttet. En direkte forsvarsaftale med USA vil styrke Danmarks sikkerhed. Den er et godt initiativ.

Meget tyder på, at dette århundrede vil blive domineret af autoritære lande som Rusland og Kina. Deres mål er at underminere Vesten. Det skal vi ikke acceptere.