Egentlig ved vi det godt: Alle mennesker er lige. Men nogle er bedre til at være lige end andre.
Selvom Danmark er blandt de mest lige samfund i verden, bliver det fremhævet igen og igen: Uligheden i sundhed vokser.
Senest er det kommet frem, at flere patienter på Aarhus Universitetshospital er blevet rykket frem i køen til kræftbehandling ved at klage. Med den indlysende konsekvens at andre er rykket længere tilbage i køen. Alle er enige om, at det ikke er rimeligt – men det er jo "sådan, at virkeligheden er en gang imellem", som en kræftlæge udtalte.
Tidligere undersøgelser har bekræftet samme virkelighed: Personer med en lang uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet får bedre behandling end dem uden.
Hver gang det kommer frem, skynder politikere og sundhedseksperter sig at sige, at vi skal uligheden til livs. Men det sker ikke. For vi har bygget et velfærdssamfund, som efterhånden er så komplekst, at det stiller stadigt højere krav til borgernes muligheder for at trække på netværk og egne ressourcer for at få det fulde udbytte af de mange velfærdsydelser.
Andre har peget på, at en stor del af belastningen af sundhedsvæsenet skyldes en omsiggribende sygdomsbevidsthed, hvor sunde borgere anspores til unødige lægebesøg og kostbare undersøgelser.
Meget tyder på, at skævheden ikke begrænser sig til sundhedsområdet. Indviklede tilskudsordninger og fritvalgsordninger fra vuggestuer til plejehjem vil ofte favorisere dem, der har viden og ressourcer til at udnytte dem.
Historisk har idéen med universelle velfærdsrettigheder været, at udbredt social tryghed også ville understøtte social solidaritet. Men i tiltagende grad er det blevet tydeligt, at den komplekse, moderne velfærdsstat ansporer en mere individualiseret og rettighedsbaseret tilgang, som især gavner de ressourcestærke. Den, som har, skal mere gives.
Der er naturligvis intet galt med, at en kræftpatient gør opmærksom på, at politisk besluttede behandlingsfrister skal overholdes, eller at en familie sørger for, at deres mor på plejehjem får en ordentlig behandling i henhold til reglerne. Men det er vigtigt, at politikere ikke stiller garantier, som i praksis ikke kan holdes – fordi det i sidste ende er med til at understøtte den stærkeres ret.
Derfor er det som udgangspunkt godt, at et flertal i Folketinget netop har besluttet at forlænge behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage, fordi den korte behandlingsfrist ifølge flere iagttagere har medvirket til en skævvridning i sundhedsvæsenet.
Men som andre eksperter har påpeget, er det også afgørende, at sundhedspersonale og myndigheder arbejder langt mere systematisk med at sikre, at alle uanset forudsætninger får den samme behandling.
Alle bør vi huske på, at selvom vi hver især har lige ret, er det ikke altid dem, der står forrest i køen, som har mest brug for hjælp.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.