På Facebook findes der et opslag fra den 13. juli i år, hvor et par iranske kvinder lægger tre tørklæder på fortovet i en by, som formentlig er iransk. Meningen er, at fodgængerne skal træde på tørklæderne i protest mod det iranske tørklædepåbud, det vil sige pligten til at bære hijab. Enkelte går uden om de tre tørklæder, men i det forholdsvis korte klip vælger flertallet af forbipasserende at træde på dem, enkelte gør det endda flere gange og stamper på dem. Overraskende mange mænd deltager.
Optrinnet og reaktionerne kan selvfølgelig være iscenesat, men der er ikke tvivl om, at mange iranske kvinder og mænd er grundigt trætte af kvindeundertrykkelsen i landet. Den har plaget det siden den islamiske revolution i 1979, da shah-styret blev væltet og erstattet af et præstestyre under ayatollah Khomeini.
Lige nu ser utilfredsheden ud til at slå ud i et decideret oprør, efter at en 22-årig kvinde, Mahsa Amini, forleden døde efter at være blevet anholdt og tilbageholdt af moralpolitiet. Angiveligt bankede de hende til døde, fordi hun ikke bar sit tørklæde helt dækkende og reglementeret nok. På sociale medier florerer stribevis af klip med demonstrerende kvinder uden tørklæder, foruden større grupper, der angriber moralpolitiet på gaden.
Der har før været optræk til folkelige protester og modrevolutioner i Iran. De er alle blevet slået ned, men forhåbentlig går det bedre denne gang. Mahsa Aminis død kan blive den gnist, der får folk på gaderne i stort tal, og som i bedste fald vil skabe forandringer.
Det arabiske forår i slutningen af 2010 begyndte med, at en ung tunesisk frugtsælger satte ild til sig selv, fordi det korrupte politi havde konfiskeret hans varer. Det førte til et voldsomt folkeligt oprør, som spredte sig til andre nordafrikanske og arabiske lande, og som for en tid gav håb om en bedre fremtid for denne del af verden. Tunesien fik et demokrati, som ikke har været specielt velfungerende, men forhåbentlig vil blive det på et tidspunkt.
I Iran er utilfredsheden særlig udtalt i den nordlige, kurdiske region, men de store prisstigninger på energi og fødevarer har potentiale til at forstærke de folkelige protester i hele landet, som allerede i dag pibler frem. Myndighederne forsøger dog at begrænse adgangen til de sociale medier, men det er næppe en farbar vej i det lange løb.
På denne plads har Kristeligt Dagblad tidligere argumenteret imod et dansk tørklædeforbud, fordi det ville være et indgreb i den enkeltes tros- og ytringsfrihed. Præcis de samme frihedsrettigheder er på spil i Iran, blot med modsat fortegn. Tørklædepåbuddet er et overgreb på kvinders frihed, men nok så afgørende er det også et symbol på den generelle islamistiske undertrykkelse. Måtte en kvinderevolution i Teheran og resten af Iran omsider bringe iranerne lys efter 43 år i præstestyrets mørke.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.