Det kan virke som en fjern og teknisk debat. Gasledninger i Østersøen, forsyningssikkerhed, bæredygtig energi, vindmøller, storpolitik. Men energipolitik vedrører os alle. På en meget nær og konkret måde. Det handler om varmen i vores huse, priserne på strøm, hvordan vi kan transportere os rundt i landet, om fundamentet for vores virksomheder og arbejdspladser.
Energipolitik handler om det levede liv og om grundlaget for vores fælles liv og samfund. Et land, som ikke har styr på sin energiforsyning, er et land i krise.
Og den energikrise, som er under opsejling i Europa, vil ramme os alle. Mange har allerede set de første, konkrete konsekvenser på deres el- og gasregninger. Men det kan blive meget værre endnu.
Grundlæggende er vi i gang med en gigantisk omstilling til grønne og bæredygtige energikilder væk fra de fossile energikilder som olie og gas, der har domineret og været afgørende for det meste af verden i over hundrede år. Det er der både politisk og folkelig opbakning til i de fleste vestlige lande, og den retning er indlysende rigtig, ligesom vi ved, at hastigheden kan spille en rolle for, om det overhovedet vil lykkes at undgå en egentlig klimakatastrofe.
Problemet er blot, at de grønne energikilder som for eksempel vindenergi endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet til at sikre stabil og billig energiforsyning. Derfor er Europa endnu dybt afhængig af egen olie- og gasproduktion og af import fra især Mellemøsten og Rusland.
Og for at gøre problemet endnu værre har Tyskland på et strategisk særdeles uheldigt tidspunkt valgt at udfase deres atomkraftværker, som hidtil har leveret en substantiel del af Tysklands og omkringliggende landes energibehov.
A-kraft har den store fordel, at den stort set ikke udleder CO2, men kan i sagens natur ikke kaldes bæredygtig på grund af risikoen for katastrofale ulykker, og fordi det radioaktive affald har en halveringstid på tusindvis af år.
Det var baggrunden for, at daværende forbundskansler Merkel efter atomkraft-ulykken i Japan i 2015 satte fart på afviklingen af tysk atomkraft. Men selvom man kan have forståelse for Merkels ønske om at gøre sig fri af atomkraft, traf hun beslutningen på det værst tænkelige tidspunkt.
Konsekvensen ser vi nu, hvor Tyskland og Europa er blevet helt og aldeles afhængige af russisk energiforsyning. Den magt kan præsident Putin bruge til mange ting. Den tyske tøven med hjælp til Ukraine er blot en af de foreløbige tragiske konsekvenser.
At USA og EU nu arbejder målrettet på at lefle for styret i Qatar, så de kan blive hovedleverandør af europæisk naturgas er en anden afledt konsekvens, som man dårligt ved, om man skal grine eller græde af.
Isoleret set står Danmark et fornuftigt sted med en høj andel af bæredygtig, grøn energi. Men den europæiske energikrise vil også ramme os. Det er på høje tid, at Europa finder en holdbar løsning på sin energiforsyning, som ikke gør os afhængige af Rusland. Indtil videre er A-kraft en del af den løsning.
Et Europa, som ikke har styr på sin energiforsyning, og som gør sig afhængige af despotiske stater, er et Europa i krise.