Kristeligt Dagblad mener: Bag de gustne overlæg havde Mette F. virkelig fat i én pointe

Hvordan skal Danmark være i Europas hjerte? Det spørgsmål trænger sig i højere og højere grad på. Og det blev da også adresseret af statsminister Mette Frederiksen (S) i nytårstalen

Flere spørgsmål om, hvad Danmarks rolle skal være i EU, melder sig hos avisen politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen på baggrund af statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale.
Flere spørgsmål om, hvad Danmarks rolle skal være i EU, melder sig hos avisen politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen på baggrund af statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

DER LØD NYE TONER i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale. Nogle af tonerne handlede om Danmarks placering i en meget urolig verden. Særligt EU blev fremhævet. ”Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent, for alternativet, det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt Vesten,” sagde hun. Senest, en socialdemokratisk statsminister kombinerede de to ord – hjerte og Europa – var vist, da Helle Thorning-Schmidt for ni år siden i en tale til Europa-Parlamentet sagde: ”I am a European at heart” – jeg er europæer af hjertet.

Selvom Mette Frederiksen aldrig har argumenteret for, at Danmark skulle træde ud af EU, er hendes nye udtalelser alligevel bemærkelsesværdige. For hidtil har hun signaleret alt andet, end at Danmark skulle være i Europas centrum. Op til grundlovsdag i 2016 lød det eksempelvis fra hende i et interview med Berlingske, at EU befandt sig i en ”dyb legitimitetskrise” og burde indskrænke sig til at fokusere på tre politiske emner: lønmodtagernes rettigheder, sikring af unionens ydre grænser samt kampen mod skattely.

DENGANG VAR DER IKKE et ord om klima, selvom Mette Frederiksen nu ligefrem mener, at EU bør være en ”klimaunion”. For blot 10 måneder siden havde hun også travlt med at kritisere samme union hårdt for at have svigtet i kampen for at skaffe europæerne corona-vacciner, og hun rejste til Israel med Østrigs daværende konservative kansler, Sebastian Kurz, for om muligt at etablere en alternativ vaccineproduktion de tre lande imellem. En rejse, der som bekendt hverken kom bjørne eller skind ud af.

Det er nemt at anklage statsministeren for at styre efter rent taktiske hensyn, for at snyde vælgerne og for bare at ville trække De Radikale væk fra de borgerlige partier og tættere på regeringen. Man kan også kæde kovendingen sammen med, at vælgerne er blevet mere positive over for EU efter Brexit-fallitten, og at unionen faktisk i dag har fået bedre styr på kontrollen af sine ydre grænser. Belarus’ diktator, Aleksandr Lukasjenko, fik i hvert fald ikke meget ud af at åbne sit land for tusindvis af irakiske emigranter, som skulle have været ekspederet videre til Polen og resten af EU.

BAG DE MERE eller mindre gustne overlæg bør dog fremhæves, at statsministeren har fat i en vigtig og rigtig pointe. Mette Frederiksen har i den grad ret i, at verden ikke har brug for et svagt Vesten med al den uro, særligt Kina og Rusland for tiden skaber. Hun har ret i, at demokratiske rettigheder trædes under fode alt for mange steder, og at der er brug for modsvar. Spørgsmålet er nu, hvad det konkret betyder? Skal det danske forsvarsforbehold over for EU ophæves? Skal alle fire forbehold fjernes? Og hvornår skal de danske forsvarsudgifter hæves til to procent af bruttonationalproduktet, som Nato-landene forpligtede sig til allerede i 2014, og som statsministeren har bakket op om?

Forhåbentlig kommer der snart svar på de spørgsmål i det nye år.