Danske ufrivilligt barnløse har nogle af de bedste muligheder i verden for at få fertilitetsbehandling. Der er et offentligt og dermed gratis tilbud, uagtet om man er homo- eller heteroseksuel – i et parforhold eller enlig. Dertil kommer muligheden for at få behandling på private fertilitetsklinikker, hvor man kan fortsætte med at forsøge, så længe pengepung og helbred rækker, ligesom der her er hjælp at hente for lidt ældre eller svært overvægtige kvinder, som afvises i det offentlige på grund af den ringe udsigt til succes.
Men at ikke alt er tilladt, blev slået fast i retten i Herning mandag, hvor en 54-årig mand blev dømt for at have forbrudt sig mod vævsloven, idet han via en privat hjemmeside havde distribueret sæd til mindst fem kvinder. Ifølge en tv-dokumentar med den sigende titel “Den gavmilde sæddonor” er han blevet far til langt flere – der omtales et tocifret antal børn.