Statsministeren beklagede, vred hænder og tog ansvaret på det minutiøst koreograferede pressemøde fredag, dagen derpå efter offentliggørelsen af Granskningskommissionens rapport. Men hun tog ikke konsekvensen. Faktisk tog hun ingen konsekvenser overhovedet. Hverken for sig selv, for nogen af sine ministre eller de 10 topembedsmænd, der groft har fejlet i forbindelse med minkskandalen.
Det er demokratisk grænseoverskridende. Det er bekymrende, og det er skadeligt for den abstrakte, men vitale størrelse, der kaldes retsfølelsen.
Om departementschefer eller en rigspolitichef, der har gjort sig skyldige i grove og muligvis ansvarspådragende tjenesteforseelser, skal sendes hjem fra arbejde så meget som én dag, har statsminister Mette Frederiksen (S) overladt til en styrelse at komme med indstilling om.
Hun har bygget hele sin doktrin på sin personlige handlekraft og på det politiskes forrang frem for det formelles. Men nu kan hun pludselig ikke selv handle på det, når en kommission bestående af nogle af landets bedste hjerner med ultimativ tyngde peger på, at den er gal med de topembedsmænd, hun skal kunne stole på - især i kriser.
Også det politiske niveau skal gå fri, hvis det står til statsministeren. Og det gør det sandsynligvis. To af hendes støttepartier har allerede erklæret deres fulde loyalitet, så man må tro, at de faktisk ikke har læst - eller blot hørt refereret - hvad det er for overgreb på den mest basale forvaltningsskik, der er begået. Det er beskæmmende, at der end ikke er opbakning til det relativt udramatiske opfølgende skridt, som det vil være at bestille en advokatundersøgelse af det mulige juridiske ansvar for minkskandalens enkelte elementer.
Og så er der slet ikke talt om rigsret.
Da en undersøgelsesret i 1993 afleverede rapporten om Tamilsagen, drog daværende statsminister Poul Schlüter (K) den konsekvens at indgive sin regerings afskedsbegæring - selvom han erklærede, at han var uenig i undersøgelsesrettens konklusioner.
Da instrukskommissionen om Inger Støjbergs (dengang V) adskillelse af asylansøger-ægtepar i 2021 fremlagde en sønderlemmende kritik af den tidligere udlændingeministers handlinger, nedsatte Folketingets store flertal en rigsret, der senere idømte eks-ministeren fængsel.
Lige nu tegner det altså til, at regeringen Mette Frederiksens juridiske ansvar i minkskandalen end ikke skal underkastes en advokatundersøgelse. I en affære, der hvad angår konkrete menneskelige konsekvenser ikke nødvendigvis står tilbage for de to nævnte, og som i bredere samfundsmæssige følgevirkninger langt overgår dem begge - man nedlagde pr. ulovligt dekret et milliard-eksporterhverv med personlige følger for tusinder af direkte eller indirekte beskæftigede - slipper alle altså indtil videre for tiltale.
Muligvis ændres dette øjebliksbillede i løbet af de kommende dage og uger. Man kan håbe det. Men asymmetrien i, hvordan der herhjemme reageres på betændte politiske sager, virker lige nu graverende.
Politikerlede er på alle måder en skadelig størrelse, men når det så ublufærdigt som i denne sag demonstreres, at almindelig ret og anstændighed i det politiske liv er et spørgsmål om intet andet, end hvem der sidder på flertallet, så bør ingen undre sig over det, hvis det øger resignation og afmagtsfølelse i vælgerbefolkningen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.