Diskussionen om præster og biskoppers politiske holdninger er stort set lige så gammel som den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Siden Reformationen har danske biskopper måttet affinde sig med ikke at stå Vorherre nærmere end alle os andre. Alligevel melder de sig fra tid til anden i samfundsdebatten med biskoppelig patos, hvad der får mange danskere til at ryste på hovedet. For selvom mange holder af folkekirken, så gider de færreste moraliserende biskopper, som ved bedre.
Hvor paven i den katolske kirke kan udtale sig med hele den katolske kirkes og pavestolens vægt i alle de politiske sager, paven måtte ønske at udtale sig om, så forholder det sig helt anderledes i en luthersk kirke. Her er biskopperne betroet et embede, hvor de skal føre teologisk tilsyn med stiftets præster. Men de er ikke særligt hellige eller særligt fine præster, som kan udtale sig med særlig autoritet.
Ligesom alle andre borgere kan de naturligvis melde sig i den fælles offentlige samtale med argumenter og indsigt. Og hvis de bliver kontaktet af medier om dette eller hint, kan de selvfølgelig svare. Men de skal tænke sig om. Og det er åbenbart ikke altid lige let. Det viser den aktuelle sag, hvor biskopperne er blevet spurgt til deres syn på en mulig asylaftale mellem Danmark og Rwanda. Ifølge én biskop bygger modellen på en ”ukristelig præmis”, mens en anden er ked af udviklingen i synet på asylansøgere.
I Kristeligt Dagblad har biskopperne fået kritik for at sige for lidt om Ukraine, og nu får de altså kritik for at sige for meget om Rwanda. Nej, det er ikke let at være biskop. Hvad enten de siger noget eller ikke siger noget, de vil fortryde begge dele. Men egentlig behøver det ikke være så indviklet.
Biskopperne skal først og fremmest undlade at udtale sig i flok. Det er de ellers indimellem blevet fristet af – senest i 2020 med en fælles støtteerklæring til Libanon efter eksplosion i Beirut og i 2016 med en appel om at bidrage til ofrene for kamphandlinger i syriske Aleppo. Men altså bemærkelsesværdigt nok ikke i forhold til Ukraine. Uanset hvad bør de holde sig til fælles udtalelser om humanitære indsatser, som nyder bred folkelig forståelse, hvis de ikke helt kan lade være.
De kan i sagens natur mene, hvad de vil, men fordi de af mange opfattes som repræsentative for folkekirken, skal biskopperne være opmærksomme på, at deres udtalelser kan splitte kirken mere end de samler.
Når biskopperne udtaler sig som enkeltpersoner, bør de reflektere over, at deres politiske grundholdninger for flertallet af biskoppernes vedkommende flugter med de 15-20 procent af befolkningen, der ligger godt til venstre for Socialdemokratiet. De kan i sagens natur mene, hvad de vil, men fordi de af mange opfattes som repræsentative for folkekirken, skal biskopperne være opmærksomme på, at deres udtalelser kan splitte kirken mere end de samler.
Endelig bør de huske på K.E. Løgstrups kloge kritik af det, han kaldte ”de store ords teologi”. Som handler om, at brugen af evangeliet og det kristne budskab i politiske sager altid fører til en moraliserende forenkling af problemernes omfang. Ligesom der for Løgstrup ikke findes en særlig kristen etik, findes der luthersk set heller ikke en ukristelig politik. Politik kan kritiseres. Også af biskopper. Men de skal gøre det som enkeltpersoner – og med argumenter. Ikke med kristendommen som moralsk kølle.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.