Kristeligt Dagblad mener: Bøn giver håb i en angstfuld verden

Bøn er ingen mirakelkur eller ønskeseddel, men bøn giver håb og er en hjælp til at finde ro midt i al ængstelighed for verden og for os selv, skriver Erik Bjerager

Bøn findes i alle religioner og er et fundamentalt udtryk for tro. Fælles for bøn er, at den giver håb. Genrefoto.
Bøn findes i alle religioner og er et fundamentalt udtryk for tro. Fælles for bøn er, at den giver håb. Genrefoto. . Foto: Pedro Lima/Unsplash.

Krigen i Ukraine, klimaforandringer og coronapandemien er bare nogle af de store verdensomspændende begivenheder, der i de senere år har fået os som menneskehed til at blive ængstelige for fremtiden. For hvad vil den byde os og vores efterkommere? I afmagten rykker vi tættere sammen, og bøn til Gud om bistand i nøden er igen blevet påtrængende.

I Københavns Domkirke holdes der i morgen på netop store bededag ”Prayer for the Nation”, en forbønsgudstjeneste med danske præster og kirkeledere og deltagelse af migrantpræster fra de kontinenter, der vil bede for Danmark og en urolig verden.

Krigen i Ukraine har vakt mindelser hos mange om Anden Verdenskrig, og også dengang var bøn i centrum som en vej til at indgyde mod og håb.

Den 26. maj 1940, efter at den britiske hær blev omringet ved Dunkerque i Frankrig og Storbritannien var truet af nederlag til Nazityskland, kaldte den britiske kong George VI til bøn for nationen, ”National Day of Prayer”. Millioner af mennesker strømmede til kirke og fulgte kongens opfordring til bøn for en guddommelig indgriben i krigen. Der findes et kendt foto af en stor menneskemængde foran Westminster Abbey, der står i kø for at komme ind i katedralen og bede. ”Stol på Gud, som jeg gør,” lød det fra den britiske konge.

I Frankrig, der siden 1905 har været en sekulær republik, gik regeringen den 19. maj 1940 til Notre Dame-katedralen for at bede om Guds bistand i kampen mod Nazityskland. Selv republikken, der havde kappet de institutionelle bånd til kirken, søgte den i nødens stund.

USA holdt den 5. maj i år ”National Day of Prayer”, der har været en del af amerikansk tradition siden 1700-tallet. Præsident Joe Biden er i henhold til amerikansk lov forpligtet til at udstede en erklæring på denne dag, og det gjorde han også i år, hvor han fastslog, at ”på denne dag anerkender vi bønnens helende kraft”.

Bøn opløfter hjerte og sjæl, og bøn trøster og inspirerer. Vi har alle brug for den hjælp, der kommer fra kræfter uden for os selv, lød det fra præsidenten, der sluttede med en opfordring til, at alle troende mennesker tilsammen ”beder om Guds fortsatte vejledning, nåde og beskyttelse”.

Denne erfaring af bønnens virkning som trøstende, helende og opløftende for livsmodet, både når man beder sammen i kirken og enkeltvis, deles af mange mennesker.

Det er sagt om bøn, at den er afmagtens sprog. Helt sikkert er det, at når mennesker er på kanten af livet, vender de sig ofte mod Gud, også selvom bøn for dem er et uvant fænomen. Det er kendt fra hospitalernes sygestuer og fra krigenes slagmarker. Stillet over for døden, folder man hænderne. Det gjorde også de dødsdømte danske frihedskæmpere under Besættelsen i Anden Verdenskrig. De fik lov til at skrive afskedsbreve, inden de blev henrettet af den nazistiske besættelsesmagt. Mange af de breve er bevaret og vidner om, at de formulerede deres sidste ord som tak og bøn til Gud for deres efterladte.

Bøn findes i alle religioner og er et fundamentalt udtryk for tro. Kirkefaderen Augustin formulerede det omkring 400-tallet med disse ord: ”Du har skabt os til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.”

Bøn er ingen mirakelkur eller ønskeseddel, men bøn giver håb og er en hjælp til at finde ro midt i al ængstelighed for verden og for os selv.