Nationaløkonomer udtrykker sig sjældent så poetisk, som Nationalbanken gør i sin seneste analyse, men hør bare: ”Pandemien har forøget danskernes påskønnelse af bolig.” Det tør siges. Lukket inde i et år er hjemmet ikke kun blevet vores sikre hule eller slot, det er også blevet stadig dyrere, især i hovedstadsområdet og i de større byer. Stik imod alle forventninger har boligmarkedet glødet under coronakrisen. Når hjemmet ikke kun skulle være et overnatningssted, men arbejdsplads for hundredtusindvis af danskere, skulle der moderniseres, udvides og måske endda flyttes til den store guldmedalje.
Så jo, borgerne påskønner deres boliger. Selv små lejligheder i hovedstaden sælges nu for 5-10 millioner kroner, og det samme gælder helt ordinære parcelhuse i Københavns omegn. I andre dele af landet går det knap så vildt for sig, men udviklingen er under alle omstændigheder bekymrende. Igen er vi vidner til de udsving i det store boliglotteri, som gennem årtier har sendt skiftende generationer på tvangsauktion eller ud for at købe nyt samtalekøkken. Intet har haft så stor betydning for balancerne mellem generationer, mellem byboere og landboere, mellem ejere og lejere og mellem rige og fattige som netop boligen. De stærkt stigende boligpriser gør nuværende ejere rigere, mens de yngre generationer i fremtiden må bruge en væsentlig større andel af deres løn på at bo.
Nogen har kaldt det et generationstyveri – måske et lidt for stærkt ord – men et lotteri er det. Det afgøres ikke alene af markedskræfter som udbud og efterspørgsel. Nok så afgørende er de politisk aftalte vilkår for boligstøtte og for at låne penge til boligkøb. Gennem mange år er de gradvist blevet liberaliseret, så man i dag blandt andet kan optage afdragsfrie lån. I kombination med, at nationalbanker i hele den vestlige verden fastholder meget lave renter og opkøber obligationer med arme og ben, har det skabt fundamentet for voldsomme boligprisstigninger. Og for den sags skyld også de højere aktiekurser, selvom det er en anden historie. Målet har været det ædle at holde hånden under produktion og beskæftigelse under coronakrisen, men den uheldige sideeffekt er ansatsen til endnu en boligboble. Den må punkteres, inden den vokser sig større.
Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd foreslår samstemmende, at man begrænser adgangen til at tage afdragsfrie lån og skærer i rentefradragsretten. Begge forslag kan forhåbentlig afbøde yderligere prisstigninger. På kort sigt vil indgrebene godt nok gøre boliger dyrere for førstegangskøbere i de største byer, men alternativet synes værre: at boblen får lov at vokse og eksplodere, hvorefter mange – især de yngre – ejere vil sidde insolvente tilbage, fordi deres boliger er mindre værd end den gæld, de har stiftet. Boliglotteriet er umoralsk, og politikerne bør gøre, hvad de kan, for at dæmpe de værste effekter af det.