Man kan lidt forenklet beskrive det boligudspil, som regeringen præsenterede tirsdag, med tre ord: modigt, visionært og forvirrende.
Først den modige del: Det kræver ganske meget politisk rygrad, når man som regeringen vover at udfordre den politiske angst, der i årtier har præget debatten om et af Københavns mest attraktive boligområder: Christiania.
At foreslå, at Christiania også skal inddrages i planerne om at bygge 22.000 nye almene boliger i de større byer frem mod 2035, vil være en test af både de røde støttepartiers traditionelle forsvar for fristaden og christianitternes egne mantraer om rummelighed. Men oplagt er det da, at det store område på Christianshavn også skal indtænkes i en plan, der omfatter både det rige Charlottenlund og de mere udfordrede boligområder i Bispebjerg-kvarteret.
Visionært er det derimod, når regeringen med udspillet faktisk trodser det, som af mange betragtes som en uundgåelig udvikling, nemlig de store udenlandske kapitalfondes opkøb af den ene bolig efter den anden, typisk med sigte mod højere lejeindtægter og hurtige gevinster.
Nu vil regeringen gøre det lettere at opkøbe private boliger, såsom hoteller og udlejningsejendomme, for at ombygge dem til almene boliger. København, Aarhus og disses forstæder er dog, trods alle slagordene om, hvordan ”politimanden og sygeplejersken ikke har råd til en bolig”, stadig noget mere tilgængelige end andre europæiske storbyer. Helt ekstremt er det eksempelvis i London, hvor hele kvarterer er opkøbt af udenlandske rigmænd og kapitalfonde. Selvom København aldrig vil have samme tiltrækningskraft som London, er det positivt, at regeringen så konkret vil fastholde Storkøbenhavn som en mulighed for andre end de mest velhavende.
Forvirrende er det dog også at betragte, at regeringen pludselig udtrykker så stor bekymring for København.
Når Danmark knækker, skyldes det nok i mindre grad boligpriserne i Københavns brokvarterer, end den centralisering i form af færre sygehuse, seminarier, politistationer og så videre, som i årtier har præget dansk politik
Boligminister Kaare Dybvad (S) har selv været frontfigur i en berettiget kamp for det liv, der leves udenfor byerne, blandt andet i bogen ”Udkantsmyten”. Konkret har det fra regeringens side udmøntet sig i planer om udflytning af uddannelser og en statsgaranti, der skal gøre det muligt at købe boliger i yderområder, når realkreditselskabet siger nej. Det helt store problem er jo ikke, at ”almindelige mennesker” ikke har råd til at bo i København, men at store dele af landet kæmper en mindst lige så hård kamp for at tiltrække ressourcestærke borgere, der kan skabe liv i området. Når Danmark knækker, skyldes det nok i mindre grad boligpriserne i Københavns brokvarterer, end den centralisering i form af færre sygehuse, seminarier, politistationer og så videre, som i årtier har præget dansk politik. Tømmer man først et område for liv og tryghed, kan man jo ikke være forundret over, at folk ikke vil bo der. Og dermed forstærkes søgningen naturligvis mod byerne.