Et halvt år for Danmark. Så enkelt kan tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens idé om, at alle unge mennesker frem over skal aflægge seks måneders samfundsmæssig værnepligt formuleres.
Idéen om borgerpligt for unge er formuleret som led i profileringen af Løkkes nye pragmatiske, midterparti Moderaterne, og der er i sagens natur lang vej fra idéens umiddelbare appel til realiteternes verden. Det ændrer bare ikke ved, at idéen i elementær forstand er god og rigtig, og at den kan danne afsæt for en frugtbar samtale om, hvordan vi også frem over sikrer de bedste rammer for et forpligtende, folkeligt fællesskab, som det hedder på grundtvigsk.
Tanken om medborgerskab og betydningen af, at alle bidrager til et velfungerende, fælles samfund er nemlig ikke ny. Faktisk er det moderne Danmark i vidt omfang resultatet af, at vi i den nationale krisestund efter nederlaget i 1864 lykkedes med at etablere en folkelig vækkelse, hvor alle i kraft af andelsbevægelse, højskoler, fagbevægelse og foreningskultur med videre bidrog til at udvikle et verdens stærkeste og mest homogene samfund.
Hvad udad tabes, skal indad vindes, som det hed. Og med det som afsæt skabte vi et samfund, hvor alle medvirkede til udviklingen af et åbent demokrati og en sammenhængskraft, som ikke kan sættes på formel, men som alverdens politologer og flertallet af borgere i Danmark kender og forstår værdien af.
Endnu i det 21. århundrede nyder vi mange frugter af den bestræbelse, som voksede ud af nederlaget. Men det står efterhånden også klart, at risikoen for, at vores sammenhængskraft og folkelige fællesskab forvitrer eller helt forsvinder er større end nogensinde.
Mange indvandrere står uden for fællesskabet, en stor gruppe af socialt udsatte oplever, at det bliver stadigt vanskeligere at blive en del af og bidrage til det omgivende samfund. Spændingerne mellem land og by, mellem generationerne og mellem de højtuddannede og dem med kortere eller ingen uddannelse vokser sig større år for år.
Det kan virke paradoksalt, at nogle af samfundets historiske og kulturelle styrker, som voksede frem af nød, af fædrelandskærlighed og af en levet og erfaret pligtfølelse over for det fælles, nu skal gennemføres med tvang. At det, der voksede nedefra, nu skal bestemmes ovenfra. Det er en relevant indvending, ligesom det er værd at understrege, at der også i dag er meget i dansk tillids- og frivilligheds-kultur, som fungerer godt.
Samtidig er det desværre usandsynligt, at en ny folkelig vækkelse, som faktisk får alle med, vil vokse frem af sig selv. Derfor er det nødvendigt at diskutere, hvordan vi på nye måder kan forpligte hinanden i et folkeligt fællesskab. Løkkes forslag er et godt afsæt for den diskussion.
Kritikerne vil givetvis stå i kø. Fagbevægelsen vil være nervøse for, hvordan det vil påvirke almindelige lønmodtagerjobs, andre vil være nervøse for væksten, ligesom mange unge nok vil betakke sig for statslig indblanding i deres liv og prioriteringer.
Men vi skylder hinanden at tage forslaget alvorligt. Ikke for Lars Løkkes eller Moderaternes skyld. Men fordi samtalen om, hvordan vi sikrer et samfund, der hænger sammen, hvor alle bidrager, og hvor modsætningerne ikke bliver til afgrundsdybe konflikter, er den vigtigste opgave, vi har. Sammen.