Danmark var blandt de første lande, der sløjfede alle coronarestriktioner. Mens mundbind fortsat er en fast bestanddel af påklædningen i det meste af verden – også i lande, hvor flere er vaccinerede end hos os – går livet nu sin vante gang på vores breddegrader. Nattelivet er åbnet, i tog og busser står man skulder ved skulder med et fast greb i samme stropper, og de allermest sårbare – de ældste på plejehjemmene – har for længst fået tilbudt tredje vaccinestik. Faktisk har knap fem procent af alle borgere nu modtaget det såkaldte boosterstik, hvilket er europæisk rekord.
Det kunne derfor være fristende at omtale corona som et historisk fænomen. Men selvom absolut ingen har lyst til en ny omgang med restriktioner og i værste fald nedlukning i større eller mindre omfang, må vi erkende, at smitten stadig er her, smittetallene stiger, og det samme gør indlæggelserne på landets hospitaler. Blandt de, der har takket nej til vacciner, er der en epidemi i gang, men også blandt de vaccinerede er nogle så uheldige at blive testet positive. Præcis som ventet virker vaccinerne, men ikke 100 procent. Dertil kommer, at de alleryngste – endnu – ikke er tilbudt at blive vaccineret.
Med andre ord skal der udvises rettidig omhu. Hver især skal man efterleve rådene, som alle kender til hudløshed, og de, der mener, at vaccinerne indeholder mikrochips, fører til infertilitet eller har andre uunderbyggede teorier, de har snappet op på nettet, kan nu takke de flere milliarder mennesker i verden, der har udvist samfundssind og tillid til videnskaben. Vaccinerne er sikre, de virker, og der er absolut ingen grund til ikke at lade sig vaccinere, før det for alvor bliver vinter. Ikke nok med at sygdom kan ramme én selv og ens nærmeste. Det kan også føre til nedlukning af forenings- og handelsliv i lokalområdet og gå udover skolebørn og ældre. Det er ikke fair.
Den brede befolkning, der nu gennem halvandet år har sikret, at Danmark er kommet relativt uskadt gennem pandemien, er ikke indstillet på en ny omgang med nedlukning eller mere omfattende restriktioner, fordi 13 procent af borgerne over 12 år ikke vil lade sig vaccinere.
Ikke mindst politikerne skal i den kommende tid være klare i mælet. Da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i sidste uge løftede en advarende pegefinger og sagde, at hvis Danmark skal holdes åbent, skal flere lade sig vaccinere, kunne flere restauratører melde om kunder, der aflyste julefrokoster og andre arrangementer. Det går ikke. Naturligvis skal Danmark holdes åbent, når vi har en af verdens højest vaccinedækninger.
At det kan blive nødvendigt med lokale tiltag og øgede krav om test til mennesker, der ikke vil vaccineres, er en anden snak. Og på plejehjemmene, hvor de ældre sidste år fristede en isoleret tilværelse, men hvor alle har fået tilbudt tredje stik, skal man gøre alt for at holde dørene åbne for besøg, men lukkede for smitte.