Det er ikke, fordi verden eller Danmark står og mangler kriser. Faktisk er der lige nu så massivt opbud af samtidige kriser, at nogle af dem stort set forsvinder ud af offentlighedens søgelys.
Forståeligt nok tiltrækker krigen i Ukraine og de afledte humanitære og geopolitiske kriser sig for tiden størst opmærksomhed, mens for eksempel klimakrisen må nøjes med mere sporadiske optrædener i vores kollektive bevidsthed.
Flygtninge- og migrantkrisen er derimod aktuelt helt og aldeles overset – i hvert fald her i landet, hvor medier og befolkning bruger det meste af tiden på at diskutere store bededags skæbne. For det store flertal af danskere var flygtninge- og migrantkrisen noget, der fandt sted i 2015, hvor flygtningestrømme vandrede i grupper på motorvejene. Sagen er blot den, at den europæiske migrantkrise langt fra er et overstået kapitel.
Antallet af illegale migranter, som krydsede EU's ydre grænser, nåede i 2022 op på 330.000 personer, hvilket er en stigning på 64 procent sammenlignet med 2021. Der er bare ikke ret mange af dem, der når til Danmark, og så kan vi vel være ligeglade. Eller hvad?
Nej, det kan vi i sagens natur ikke. Først og sidst fordi det handler om mennesker, og fordi det store antal flygtninge og migranter vidner om en verden præget af kriser, nød og elendighed, som vi ikke kan lukke øjnene for, blot fordi Danmark er placeret et godt stykke vej fra flygtninge- og migrantkrisens hovedfærdselsårer.
Det er blevet Europas fælles skæbne, i kraft af vores høje levestandard og vores geografiske placering, at blive globalt centrum for flygtninge og migration. Den skæbne kan vi ikke melde os ud af, men vi kan engagere os i at finde holdbare løsninger, som både tilgodeser de mange, der faktisk har behov, og som sikrer, at de europæiske velfærdssamfund ikke bryder sammen.
Aktuelt har mange europæiske lande demonstreret en udstrakt vilje til at huse millioner af fordrevne ukrainere.
Men det er og bliver en kendsgerning, at det fælles europæiske asylsystem i praksis er brudt sammen - og trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes EU at etablere rammerne for en asyl- og migrationspagt. Det er en bunden opgave, og det haster.
Politisk bør EU fortsætte og intensivere arbejdet for at sikre de ydre grænser, så det under regulerede forhold kan afgøres, hvem der har behov for asyl, og hvem der ikke har. Det kan danne afsæt for en nytænkning af hele asylområdet, hvor det faktisk er dem med størst beskyttelsesbehov, som får hjælp, og ikke som nu, hvor det er de mest ressourcestærke, der når frem til Europas grænser.
Danmark bør arbejde for, at Europa genvinder kontrollen med asylpolitikken. I stedet for at lade som om, problemet ikke findes.