Der er årtier, hvor intet sker, og der er uger, hvor årtier sker. Citatet tilskrives ofte den russiske revolutionære og despot Vladimir Lenin, og ordene rummer en fundamental indsigt, som også har bibelske forlæg. Der findes tidspunkter i historien, hvor kriser fortættes på en måde, så verden af i morgen er afgørende anderledes end verden af i går.
Dette år, dette efterår, er en sådan tid. Det er blevet kaldt et tidehverv, en ny verdensorden, en usikkerhedens tid. Og det er ikke en verdensorden, som vi hver især som mennesker eller som land har store muligheder for at påvirke, men det er en virkelighed, som vi alle er nødt til at indstille os på.
Det var på den dystre baggrund, at statsminister Mette Frederiksen (S) i går på Frederiksberg Slot kunne præsentere en ny sikkerhedspolitisk strategi, som skal danne grundlag for forhandlingerne om det næste forsvarsforlig.
Rapporten, som er udarbejdet af en række militærfaglige og sikkerhedspolitiske eksperter under ledelse af ambassadør Michael Zilmer-Johns, er holdt i et nøgternt, diplomatisk sprog, men dens konklusioner er ikke til at tage fejl af.
Danmark skal indrette sig på en global virkelighed, hvor det regelbaserede samarbejde, som har tjent vores lille land så godt, er uigenkaldelig fortid. Det bliver vanskeligt. Det bliver dyrt. Men det er og bliver nødvendigt. Vi kan ikke gemme os eller lade, som om verden er, som den plejer.
Konkret betyder det, at det danske forsvar skal bruge langt flere ressourcer på klassisk territorialforsvar, herunder ikke mindst i Arktis og i Østersøen. Samtidig har forsvaret markante mangler hvad angår materiel, ammunition og fysiske rammer, som det bliver bekosteligt at rette op på.
Til at løfte den opgave er forårets nationale kompromis kun begyndelsen. Selvom regeringen og de øvrige partier, som indgik i aftalen, har vist handlekraft ved faktisk at finde midlerne til at bringe Danmarks forsvarsbudget op på Nato-målet om to procent af bnp, kan det undre, hvorfor Danmark ikke rykker hurtigere. Der er allerede blandt fagfolk bred enighed om, at to procent ikke længere bør være endemålet, men derimod mindstemålet for Danmarks udgifter til forsvar.
Derfor må politikerne i arbejdstøjet til forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig, som forventes at blive indgået til næste år. Samtidig bliver det helt afgørende, at forsvaret evner at bruge de mange nye midler klogt. Det har vi langt fra altid være dygtige nok til, men i takt med, at vi skal bruge endnu flere af vores fælles midler på forsvar, bliver det stadigt vigtigere for at sikre opbakning i befolkningen.
Og ja, der er masser af andre opgaver, som mange også ønsker at prioritere: Klimakrise, sundhed, flere ældre for blot at nævne nogle få. Og naturligvis skal alt andet ikke sejle på grund af den voksende sikkerhedstrussel. Men der vil være ting, der ikke bliver råd til.
Midt i al usikkerheden er det et lyspunkt, at Vesten i den aktuelle krise faktisk har vist sig i stand til at holde sammen og vise handlekraft. Men stærke alliancer beror i høj grad på de enkelte medlemmers vilje og årvågenhed. Danmark er et lille land, men vi behøver langtfra være det svageste led.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.