Kristeligt Dagblad mener: Danmark skal kritisere Kina, men ikke boykotte Vinter-OL

Det er altid i diplomatiets interesse at holde samtalen gående med et land, som man ønsker at kritisere og påvirke. Det er svært at gøre effektivt gennem en lukket dør.

Danmark skal ikke boykotte Vinter-OL i Kina, men arbejde for, at sporten bliver et apolitisk frirum i verden, skriver chefredaktør Erik Bjerager. Billedet illustrerer de danske curling-kvinder ved sidste Vinter-OL, der blev afviklet i Sydkorea.
Danmark skal ikke boykotte Vinter-OL i Kina, men arbejde for, at sporten bliver et apolitisk frirum i verden, skriver chefredaktør Erik Bjerager. Billedet illustrerer de danske curling-kvinder ved sidste Vinter-OL, der blev afviklet i Sydkorea. . Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kina er et af verdens mest undertrykkende lande. Det store muslimske mindretal uighurerne er forfulgt. Tibet er besat. Taiwan lever med en voksende trussel om kinesisk invasion. Indbyggerne i Hongkong frygter det kinesiske styre. Kinesiske samfundskritikere fængsles. Pressefrihed eksisterer ikke. Kina er verdensmester i overvågning.

Der er grund nok til at lægge afstand til et styre, som så systematisk undertrykker basale menneskerettigheder. Det er da også argumentet for at lave en diplomatisk boykot af Vinter-OL, sådan som USA, Storbritannien, Canada, Australien og flere andre lande nu har vedtaget at gøre. Landene møder med sportsfolk til legene, men vil ikke stille med officielle repræsentanter eller politikere til for eksempel åbningsceremonien. Danmark bør gøre det samme, lyder det fra flere sider herhjemme.

Men nej. Så enkelt er det ikke. Danmark bør ikke boykotte Vinter-OL. Her er tre argumenter:

For det første skal man ikke gøre store sportsbegivenheder til et udenrigspolitisk våben, heller ikke hvis de finder sted i undertrykkende lande. Det er altid i diplomatiets interesse at holde samtalen gående med et land, som man ønsker at kritisere og påvirke. Det er svært at gøre effektivt gennem en lukket dør.

For det andet er det nødvendigt at modarbejde en politisering af sportsverdenen, og den ville Danmark bidrage aktivt til selv med en boykot, der kun er diplomatisk. De Olympiske Lege er en måde at sikre en global mellemfolkelig kontakt på. Det må der værnes om.

For det tredje er det Den Internationale Olympiske Komité, som kritikken skal rettes mod. Den har valgt at placere OL i et land, der er kendt for massiv undertrykkelse af sin befolkning. Næsten samtidig med Vinter-OL skal VM i fodbold afvikles i et af den arabiske verdens mest undertrykkende lande Qatar. Man kan anskue det som en problematisk legitimering af disse landes styreformer, men man kan også betragte sporten som en vej til at skabe menneskelig og politisk kontakt og derigennem påvirke landene til at blive mere humane.

Boykot af store sportsbegivenheder har formentlig aldrig haft nogen reel effekt. OL i 1956 i Melbourne blev boykottet af flere lande i protest mod Sovjetunionens invasion af Ungarn. I 1980 boykottede USA og mange andre lande legene i Moskva i protest mod den sovjetiske invasion af Afghanistan. I 1984 boykottede Sovjetunionen og østblok-landene OL i Los Angeles som hævn. Siden har boykotter på kryds og tværs været på tale ved mange store sportslige begivenheder. Det er en nem, men virkningsløs politisk markering at boykotte.

Derfor skal Danmark ikke boykotte Vinter-OL i Kina, men arbejde for, at sporten bliver et apolitisk frirum i verden. Og så skal Kina fortsat kritiseres for landets massive undertrykkelse af menneskerettighederne.