Det dæmrer på Christiansborg. Erkendelsen er hård og langsom, for det handler i virkeligheden om alt det, politikerne ikke kan. At der er grænser for politik. Det handler om dannelse. Ordet er igen begyndt at dukke op i taler og politiske samtaler efter i mange år at have fristet en tilværelse langt fra magtens centrum.
Nu taler statsminister Mette Frederiksen (S) pludselig om behovet for dannelse, kultur og ånd. Og da Liberal Alliances 30-årige partiformand valgte at bruge sin åbningstale i Folketinget på at tale om dannelsestabet som den centrale årsag til mange unges mistrivsel, lyttede hans politikerkolleger intenst med fra stolerækkerne. For de ved det godt.
Selvom vi har indrettet et velfungerende samfund, selvom vores velstand er større end nogensinde, selvom Danmark gang på gang lander øverst på alverdens lister over de bedste steder at bo og leve, så er der noget, der ikke stemmer. Alt for mange mennesker, som ikke har det godt. Alt for mange, som savner retning og mening med tilværelsen.
Vi har indrettet et velfærdssamfund uden ret meget velfærd. Eller i hvert fald med en for snæver forståelse af, hvad velfærd er. Det er godt, at politikerne nu så småt er ved at åbne for den vanskelige erkendelse og samtale. Samtalen er vigtig, men som enhver vigtig samtale er den også vanskelig. For hvad stiller vi op? Hvor begynder vi?
Vi kan begynde med at tale om skolen, for i virkeligheden er det der, enhver samtale om dannelse bør begynde. Ikke fordi folkeskolen nu skal kastes ud i endnu en omgang reformer, men fordi det nok er på høje tid, at vi finder modet og klogskaben til at give skolen plads og frihed, så den faktisk kan virke som skole. Som det sted, der med engagement og lidenskab netop giver eleverne dannelse, retning og mening med tilværelsen. Skolen skal også selv træde i karakter, så den opgave kan løftes bedre.
Vi kan tale om vores kulturliv og for alt i verden gøre det til andet og mere end en samtale om støtteordninger. Naturligvis handler et sundt og inspirerende kulturliv om rammerne og midlerne, men det handler også om kunstnernes og kulturlivets selvforståelse. Vil de os faktisk noget? Eller vil de mest hinanden?
Vi kan også tale om medierne og den kamp med og mod digitalisering, som præger vores allesammens liv. Techgiganterne er kommet for at blive, men under det vilkår skal medierne finde ud af, hvordan de kan løfte og give retning til vores fælles offentlige samtale.
Endelig kan vi tale om kirken. For hvor er teologerne og præsterne egentlig i denne samtale? Ofte gør de et godt stykke arbejde rundt omkring i landets sogne, hvor folkekirken er en central kulturel aktør. Men det er for sjældent, at de melder sig i den kamp for dannelsen, for mening og retning med livet, som burde være en oplagt rolle for teologien og ikke bare for Svend Brinkmann og psykologien.
En ting er sikker. Samtalen om dannelse bliver ikke løst med dette års finanslov. Samtalen er så vigtig, at det er og bliver en fælles opgave.