Kristeligt Dagblad mener: Dannelse kan ikke tales frem – men tal endelig om den

Debatten om dannelse er vigtig, og på længere sigt kan den måske præge samfundets udvikling i en bedre retning, så børn og unge får mere realistiske forventninger til deres egne liv

Folketingsmedlemmer lytter sjældent med udelt opmærksomhed til kollegers ordførertaler i tinget. Men det skete under torsdagens åbningsdebat og det endda otte timer inde i debatten, da Liberal Alliances politiske ordfører, Alex Vanopslagh, fik ordet. Han holdt, hvad en kollega venlig ment kaldte en konfirmationstale, og sidste del af den var henvendt til om ikke konfirmander, så i hvert fald børn og unge. Mange af dem har det godt, men en stigende andel døjer med mistrivsel, stress og angst, hvilket er paradoksalt, når nu vi nu lever i en tidsalder med meget frihed og uanede muligheder, lød det.

Det paradoks begav han sig ud i en analyse af – uden at komme med en færdig politisk opskrift på en løsning – og måske var det netop det, der fik kolleger fra højre til venstre med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen til at slå ørene ud. Det førte til en længere og mere opbyggelig debat om skole og dannelse, end man længe har hørt det i folketingssalen.

Der er i høj grad brug for at få den ofte abstrakte debat konkretiseret. Ligesom der er brug for en ædruelig erkendelse af, at dannelsen ikke får en ny guldalder, blot man igen ændrer folkeskoleloven. 

Henrik Hoffmann-Hansen

Et af de centrale punkter i analysen var, at mistrivslen måske bunder i det dannelsestab, hele den vestlige verden har oplevet siden ungdomsoprøret i 1968. Det vil sige tabet af normer, traditioner og autoriteter. Den liberale partileders tese var, at det ikke er de høje faglige krav i folkeskolen, som plager de unge. Det er derimod, at man stiller abstrakte krav om, at de skal redde verden, giver dem urealistiske forestillinger om lykke og ansvar for egen læring og identitet. Perfektheds-kulturen næres af overdreven selvoptagethed, og de unge får ikke chancen for at se sig selv som mennesker i en større helhed – et fællesskab, en nation, en tro, en historie.

Det opløftende er, at analysen rummer både et socialt, et liberalt og et konservativt perspektiv. Mette Frederiksen tog selv fat på dannelsestemaet i sin kongrestale for et par uger siden, og forhåbentllig kan det blive begyndelsen på en dybere politisk reflektion, selvom man næppe kan tale dannelsen frem.

Der er i høj grad brug for at få den ofte abstrakte debat konkretiseret. Ligesom der er brug for en ædruelig erkendelse af, at dannelsen ikke får en ny guldalder, blot man igen ændrer folkeskoleloven. Eller understreger nogle i øvrigt gode mål ind om, at elevernes faglige færdigheder skal prioriteres over deres abstrakte ansvar for egen læring. Ejheller bliver det en mirakelmedicin mod unges angst.

Dannelsestabet rækker langt ud over skolen. Børn og unge får først og fremmest deres værdier i hjemmet og i samfundskulturen bredt forstået. Den slags ændres ikke med et fingerknips, men debatten er vigtig, og på længere sigt kan den måske præge samfundets udvikling i en bedre retning, så børn og unge får mere realistiske forventninger til deres egne liv, hvor de ikke nødvendigvis selv skal have hovedrollen hele tiden, og hvor lykke ikke er en menneskeret. Så tak til Christiansborg for at tage fat på dannelsen.