I tirsdags rejste de sidste danske soldater hjem fra Afghanistan efter næsten 20 års militær deltagelse i krigen mod Taleban-regimet. Godt 12.000 danskere har været udstationeret i landet og taget del i de voldsomste krigshandlinger siden 1864. Krigen har kostet 44 danske soldater livet. Mange flere blev invalideret. En del veteraner lider i dag af posttraumatisk stress, for slet ikke at tale om det milliardbeløb, som krigen har kostet.
Var det det hele værd?
Spørgsmålet lader sig ikke besvare enkelt, og måske står det først klart om nogle år.
Danmark gik sammen med USA og en bred koalition af lande ind i Afghanistan i kølvandet på terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Afghanistans Taleban-regime havde huset Osama bin Ladens terrorgruppe al-Qaeda og været et center for international terrorisme.
Det blev der sat en stopper for. Men formålet med krigen var fra begyndelsen uklart, og derfor blev exit-strategien det også. Først drejede krigen sig primært om at nedkæmpe både al-Qaeda og Taleban. Dernæst handlede den om at opbygge Afghanistan som et velfungerende land med skoler, hospitaler og stabil infrastruktur. Ikke mindst rettigheder til undertrykte kvinder og skolegang til piger kom i fokus. Men heller ikke det var en entydig succes, og til sidst vendte ikke mindst USA tilbage til det oprindelige formål med interventionen.
De næsten 20 år i Afghanistan har først fremmest lært den danske befolkning, politikere og forsvaret, at krig er en kaotisk og uskøn affære. Der er ingen enkle måder at genoprette stabiliteten på i fejlslagne stater.
Men hvis man fastholder, at formålet med krigen var at sende et tydeligt signal om, at terror vil blive straffet, så har den været en succes.
Den har også ført til fremskridt i landet for ikke mindst piger og kvinder. Men Taleban er igen på fremmarch, så en vellykket opbygning af landet har der ikke været tale om.
Afghanistan vil formentlig ikke vende tilbage til at være et lige så lukket land som for 20 år siden. De seneste årtiers revolution i kommunikation har betydet, at mobiltelefonen har givet mange af landets indbyggere en direkte adgang til information, som de ikke havde før. Det kan modvirke den ekstreme ensretning. Nato-alliancen har i de seneste årtier også udviklet våben og metoder til bekæmpelse af terrorister, så omfattende militære operationer ikke i samme grad er nødvendige fremover.
Lige siden krigen på Balkan i 1990’erne, hvor Nato-styrker, herunder danske, greb ind for at stoppe de blodige krigshandlinger, har Danmark haft en aktivistisk udenrigspolitik. I en stadig mere globaliseret verden bør Danmark ikke sætte sig selv på sidelinjen.
Men sporene fra de tre seneste krige med dansk deltagelse skræmmer. Krigen mod Saddam Hussein-styret i Irak skulle have skabt stabilitet, men udløste kaos og nærede den latente konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Luftkrigen mod Libyens leder Moammar Gaddafi i 2011 fik fjernet despoten, men efterlod landet i et klanopgør og blotlagt for en ødelæggende territorial magtkamp.
Og så er der krigen i Afghanistan.
En lære fra alle tre krige er, at hverken krig eller fred kan vindes ved et trylleslag.
Danmark skylder sine soldater og officerer stor tak for deres omfattende indsats. Konkret bør man hjælpe skadede og traumatiserede veteraner endnu mere, sådan at krigen ikke skal fortsætte ude i de enkelte danske hjem, selvom den nu er slut på slagmarken.