Kristeligt Dagblad mener: De armenske kristne har brug for vores hjælp og opmærksomhed

Det handler ikke kun om nødhjælp, men om at prøve at løse en konflikt, der begynder at ligne en religionskrig

"Der er ikke noget at sige til, at armenierne i Nagorno-Karabakh frygter det værste og føler sig svigtet af EU og Vesten," skriver udlandsredaktør Kerrin Linde. På billedet ses armeniere på Yerablur Pantheon kirkegård, hvor de mindes de døde i konflikten om Nagorno-Karabakh.
"Der er ikke noget at sige til, at armenierne i Nagorno-Karabakh frygter det værste og føler sig svigtet af EU og Vesten," skriver udlandsredaktør Kerrin Linde. På billedet ses armeniere på Yerablur Pantheon kirkegård, hvor de mindes de døde i konflikten om Nagorno-Karabakh. Foto: Artem Mikryukov/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var den senere sovjet-diktator Josef Stalin, der i 1920’erne med vanlig brutalitet bestemte, at det 4400 kvadratkilometer store Nagorno-Karabakh med sit armenske befolkningsflertal skulle høre under den aserbajdsjanske sovjetrepublik. Dermed blev der lagt et repressivt låg på den bjergrige Kaukasus-regions århundreder år gamle kristne trosliv i det officielt ateistiske Sovjetunionen, hvor folket ifølge Stalin skulle befri sig fra religiøse lænker og Gud som koncept.

Denne artikel er en del af en serie:

Et år efter krigen
Gå til seriesiden