Det var den senere sovjet-diktator Josef Stalin, der i 1920’erne med vanlig brutalitet bestemte, at det 4400 kvadratkilometer store Nagorno-Karabakh med sit armenske befolkningsflertal skulle høre under den aserbajdsjanske sovjetrepublik. Dermed blev der lagt et repressivt låg på den bjergrige Kaukasus-regions århundreder år gamle kristne trosliv i det officielt ateistiske Sovjetunionen, hvor folket ifølge Stalin skulle befri sig fra religiøse lænker og Gud som koncept.
30 år efter Sovjetunionens opløsning har det derfor et særligt tragisk skær, at det i dag er russiske fredsbevarende styrker, som i nu et år med mere eller mindre held har prøvet at få den seneste våbenhvile mellem Aserbajdsjan og Armenien til at holde i den lille eksklave.
Med sine soldater sikrede præsident Vladimir Putin sig indflydelse uden at tabe ansigt i den interne rivalitet med sin tyrkiske autokrat-kollega, Recep Tayyip Erdogan, der havde bistået det muslimske Aserbajdsjan med luftstøtte og syriske lejesoldater i den 44 dage lange konflikt. En konflikt, som påførte det kristne Armenien det største nederlag siden selvstændigheden i 1991 – og som på grund af Tyrkiets aktive rolle og ambitioner i regionen vakte traumet om osmannernes folkedrab på over en million armeniere til live igen.
Mens de shia-muslimske etniske azerier i Aserbajdsjan med diktatoren lham Aliyev i spidsen kan regne med så godt som hele den muslimske verdens moralske opbakning i denne konflikt uden nogen ende, står de apostolske kristne i både Armenien og Nagorno-Karabakh og deres folkevalgte ledere stor set alene tilbage uden andet en halvhjertede europæiske opfordringer til at nedtrappe konflikten.
Der er ikke noget at sige til, at armenierne i Nagorno-Karabakh frygter det værste og føler sig svigtet af EU og Vesten. Som de seneste dages artikelserie her i avisen viser, er rædslen for at blive fordrevet en gang for alle og få udslettet et af verdens ældste kristne samfunds kulturarv allestedsnærværende hos de tilbageværende indbyggere i Nagorno-Karabakh.
Det er dybt forstemmende, at det olierige Aserbajdsjan og Nato-medlemmet Tyrkiet nærmest får frit lejde til at udleve deres stormagtsdrømme. Og det er på høje tid, at ikke kun Frankrig, men også Danmark og de andre EU-lande begynder at interessere sig for og engagere sig i, hvad der foregår i kristendommens forpost på tærsklen til Europa. Det handler ikke kun om at sende nødhjælp, men om at gøre alvor af at prøve at løse en konflikt, som indbyggerne i området også rent folkeretsligt har arvet af Stalin, og som kun er blevet mere uforsonlig de senere årtier. Det begynder i alarmerende grad at ligne en religionskrig. Den slags plejer vi i Vesten at holde ud i strakt arm, men nogle gange bør moralsk ansvar trumfe realpolitik. De armenske kristne har brug for vores hjælp og opmærksomhed, før det er for sent.