Kristeligt Dagblad mener: Vi skal ikke ødelægge de få nytteløse steder, vi har tilbage

Man må finde et andet sted til invaderende gigantiske vindmøller. Gravfreden skal respekteres

Støjen fra vindmøller – som her i Nissum Bredning, Limfjorden – truer gravfreden, og det medfører nu protester.
Støjen fra vindmøller – som her i Nissum Bredning, Limfjorden – truer gravfreden, og det medfører nu protester. Foto: Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix.

Et nyt testcenter med næsten 500 meter høje vindmøller møder allerede inden opførelsen kritik, især i Sydvestjylland. Heldigvis. Som det beskrives i Kristeligt Dagblad torsdag vil de gigantiske vindmøller på højde med Eiffeltårnet kunne ødelægge et uvurderligt kulturlandskab især omkring Ribe, hvor den verdensberømte domkirke kommer til at stå ikke bare i skyggen af, men nærmest forsvinde i sammenligning med det projekterede testcenter.

Ser man udelukkende på profit, er centeret muligvis en god idé, men alle værdier her i tilværelsen er ikke finansielle, og derfor gør kritikerne ret i at protestere imod projektet, også fordi vindmøllernes støj ødelægger stilheden på en del af stiftets kirkegårde.

I et så lille land som Danmark, hvor hver kvadratcentimeter er opdyrket og kultiveret, er der naturligvis kamp om pladsen, men biskop Elof Westergaard har en god kulturhistorisk sag, når han udtaler:

“Vi vil gerne passe på de landskabelige værdier, der er omkring de tusind år gamle kirker, og vi vil gerne sikre, at mennesker kan få fred og ro på kirkegårdene. I de henseender er vi bekymrede for projektet.”

En kirkegård er ikke kun et mindested for pårørende, men også en del af lokalhistorien. Som tidligere beskrevet på denne plads er kirkegårdene i forvejen udfordret visse steder i landet af voldsomme prisstigninger, der mere eller mindre tvinger efterladte til at lade deres døde begrave uden for sognet. Det er en forkert udvikling.

Et sogns kirkegårde fortæller den lokale historie gennem gravsten, bibelcitater og stillingsbetegnelser, og sådan skal det vedblive at være. Det er ikke kun familien, der mister ved et dødsfald, det er også lokalmiljøet. Desuden skal der være fred på en kirkegård. Også fordi en kirkegård er et velsignet nytteløst sted. Her er man i fred for det øvrige samfunds nyttetænkning, hvor alt skal optimeres, have et formål og kunne tjenes penge på. Her er det tilladt at lade tankerne flyve og minderne få form, og dét er langt vigtigere end vindmølleproducenternes bundlinje.

Fra litteraturhistorien og især Cervantes ved vi, at Don Quijotes kamp mod vindmøller var futil. Men i dette tilfælde giver kampen mod vindmøller dyb kulturhistorisk mening. Gigantiske vindmøller må kunne placeres andre steder, hvor tusindårig kultur ikke ødelægges.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.