Kristeligt Dagblad mener: De unge har et ansvar. Men nogle gange er det samfundets skyld

Er man selv rundet af den sidste halvdel af det 20. århundrede, husker man formentligt sin ungdom og en stor del af sit voksenliv som præget af usikkerhed. Man har oplevet oliekrisen, den kolde krig, atomtruslen og fattigfirserne, og i det lys kan man nok være tilbøjelig til at sige "pyt, sådan er det jo at være ung", når man igen og igen hører om rekordmange unge, der mistrives.

Men inden man konkluderer, at nutidens unge bare er lidt sarte, bør man spørge sig selv, om man ville bytte sin egen ungdom med deres. Er sandheden ikke nærmere, at nutidens unge også konfronteres med ganske meget usikkerhed? Der er stadig adskillige ydre trusler: Fra klimakrise og en usikker økonomisk fremtid til en koldkrigslignende politisk verdensorden. Og dertil kommer så det, man kan betegne som de indre trusler: Frygten for ikke at være dygtig og attraktiv nok i en verden, hvor man i stigende grad måles og vejes, og hvor sociale medier støjer og indtager livet i et omfang, så man vanskeligt kan få en pause fra alle de direkte og indirekte krav, omverdenen stiller.

Særligt bekymrende ved den mistrivsel, som unge i dag kæmper med, er dog, at mange ser så desillusionerede på fremtiden, at de har svært ved bare at kaste sig ud i den - angsten for ikke at slå til, for at sætte børn i verden og for i det hele taget ikke at være en succes udmønter sig i en eksistentiel uro. Eller som den 21-årige HF-studerende Selma Ingemann forklarer det i dagens avis: "...på en måde laver jeg hele tiden lidt om i mine planer for, hvad jeg kunne ønske mig for fremtiden".

Men livet leves ikke med et forskønnende filter som på de sociale medier. Og det er måske netop den perfekthedskultur, forældre, uddannelsesinstitutioner, politikere og arbejdspladser skal gøre op med: Lad os ikke konstant sætte barren så højt, at man som ung føler sig utilstrækkelig.

Er det for eksempel til gavn for de unge, at en politisk elite, der i stigende grad selv er akademikere, i årtier har skubbet ungdommen i en retning af en gymnasial uddannelse, så mere end 70 procent i dag går den vej? Måske ganske mange unge ville trives bedre med en erhvervsuddannelse? Og har professor og sociolog Svend Brinkmann ikke fat i noget rigtigt, når han beskriver det som en af samfundets største løgne, at vi til de unge siger, "du kan, hvad du vil, og alt er muligt"? Måske man som ung - og menneske generelt - først finder sindsro, når man erkender sine begrænsninger.

Ganske ofte er der blevet ironiseret over, at unge ikke påtager sig et personligt ansvar, men giver samfundet skylden. Men i dag er situationen for alt for mange unge, at de gør det modsatte: De bebrejder sig selv alt det, der gør livet vanskeligt. Også selvom det faktisk er samfundets skyld.