Er man selv rundet af den sidste halvdel af det 20. århundrede, husker man formentligt sin ungdom og en stor del af sit voksenliv som præget af usikkerhed. Man har oplevet oliekrisen, den kolde krig, atomtruslen og fattigfirserne, og i det lys kan man nok være tilbøjelig til at sige "pyt, sådan er det jo at være ung", når man igen og igen hører om rekordmange unge, der mistrives.
Men inden man konkluderer, at nutidens unge bare er lidt sarte, bør man spørge sig selv, om man ville bytte sin egen ungdom med deres. Er sandheden ikke nærmere, at nutidens unge også konfronteres med ganske meget usikkerhed? Der er stadig adskillige ydre trusler: Fra klimakrise og en usikker økonomisk fremtid til en koldkrigslignende politisk verdensorden. Og dertil kommer så det, man kan betegne som de indre trusler: Frygten for ikke at være dygtig og attraktiv nok i en verden, hvor man i stigende grad måles og vejes, og hvor sociale medier støjer og indtager livet i et omfang, så man vanskeligt kan få en pause fra alle de direkte og indirekte krav, omverdenen stiller.