Kristeligt Dagblad mener: Demokratiet fortjener en advokatundersøgelse af minksagen

Statsminister Mette Frederiksen (S) har de seneste uger arbejdet ihærdigt på at afbøde den kritik, som Minkkommissionen måtte rejse i forløbet, hvor den danske minkbestand blev aflivet uden lovhjemmel.

"Er der begået fejl undervejs? Ja.", har det blandt andet lydt i store avisannoncer, ligesom statsministeren ganske usædvanligt selv kontaktede Berlingske for at tilbyde et interview, hvor hun udtrykte forståelse for eventuel kritik, men samtidig afviste behovet for en advokatundersøgelse, da man i stedet bør se fremad og lære af fejlene.

I går offentliggjorde Minkkommissionen så sin beretning, og her er kritikken så bred, så skarp og så alvorlig, at det ikke mindst for demokratiets skyld bør føre til en uvildig advokatundersøgelse, der kan vurdere et eventuelt juridisk ansvar, herunder statsministerens, som Minkkommissionen ikke forholder sig til.

Hele 10 navngivne embedsmænd, heriblandt Statsministeriets magtfulde departementschef Barbara Bertelsen samt hendes kolleger i både Justitsministeriet og Fødevareministeriet, får hård kritik. Ja, om Barbara Bertelsen lyder det, at hun har "begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirkning til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet". Også rigspolitichef Thorkild Fogde møder hård kritik, ligesom fødevareminister Mogens Jensen (S) ifølge kommissionen direkte har talt usandt om tidspunktet for sit kendskab til den manglende lovhjemmel. Og så er der statsministeren selv, som ifølge kommissionen var "groft vildledende" - uden dog at selv at vide det - da hun på et pressemøde bebudede aflivningen af den danske minkbestand.

På den baggrund kan det virke uforståeligt, at Enhedslisten, der ofte fremhæver sig selv som demokratiets vagthund, allerede på nuværende tidspunkt kan konkludere, at Minkkommissionens 1649 sider store beretning ikke i det mindste bør føre til en advokatundersøgelse. Spørgsmålet er nu, om de øvrige støttepartier har mere is i maven, når det gælder balancen mellem demokratiske principper og egen vinding ved at frede regeringen.

I det store billede er der god grund til at rose den danske regering, Folketinget og myndighederne for håndteringen af coronakrisen. Da pandemien ramte, blev der med bred demokratisk opbakning handlet resolut, så Danmark i dag står som et af de lande, der målt i både dødsfald og økonomiske konsekvenser kom bedst igennem krisen.

Det er også den historie, statsminister Mette Frederiksen forsøger at skabe, når hun begrunder minkforløbet med hensynet til folkesundheden. Men denne sag handler lige så lidt om folkesundhed som Inger Støjbergs instrukssag - og senere rigsretssag - handlede om barnebrude, trods Støjbergs påstande om netop dette. Begge sager handler om respekten for grundlæggende demokratiske principper og om sammenhængen mellem ministres udmeldinger og embedsværkets efterfølgende ulovlige administration.

Det skal ikke her konkluderes, om minksagen børe føre til en rigsretssag, men når en politisk beslutning udløser så utvetydig kritik af Statsministeriets departementschef, af den øverste chef for dansk politi og flere andre ledende embedsfolk, fortjener demokratiet, at også politikernes ansvar underkastes en grundig juridisk vurdering.