Kristeligt Dagblad mener: Demokratiet vandt i Sverige

Slut med at ignorere bestemte holdninger i svensk politik

Kristeligt Dagblad mener: Demokratiet vandt i Sverige
Foto: Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix.

I 2018 blev 1.135.627 svenskere sat i den politiske skammekrog. Så mange – 17,5 procent af vælgerne – havde det år stemt på det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne. Dog kun for at opleve, at de øvrige partier efterfølgende vendte ryggen til Sveriges nu tredjestørste parti, hvis stramme udlændingepolitik ikke passede inden for den skarpt definerede ramme af holdninger, som svenskerne selv betegner som ”holdningskorridoren”.

Men at man ikke i længden kan ignorere mere end en sjettedel af befolkningen, erfarede den socialdemokratiske svenske statsminister Stefan Löfven i mandags på den hårdest mulige måde, da et flertal i Rigsdagen udtrykte sin mistillid til regeringen. Det handlede ganske vist overhovedet ikke om udlændinge, men om reguleringen af husleje, og bag det historiske mistillidsvotum stod såmænd Sverigedemokraterne, som med opbakning fra de øvrige borgerlige partier og ikke mindst regeringens støtteparti Venstrepartiet nu har sendt Löfven ud i en politisk overlevelseskamp.

Paradoksalt nok har Sverigedemokraterne indirekte haft markant indflydelse på den førte politik i Sverige de seneste år. Ganske vist har de øvrige partier rynket på næsen ad partiet, men belært af meningsmålingerne har det politiske flertal trin for trin strammet udlændingepolitikken. Og det i en grad, så den på mange måder ligner den danske, som man i Sverige som selverklæret ”humanitær stormagt” ellers har haft travlt med at distancere sig fra.

Men mandagens mistillidsvotum er på alle måder udtryk for et paradigmeskifte i Sverige. En ny realisme har indfundet sig, og opdelingen i ”rigtige” og ”forkerte” holdninger har ikke overraskende vist sig uholdbar.

Det betyder ikke, at Sverigedemokraterne, som i nogle meningsmålinger har stået til en fjerdedel af stemmerne, nu skal svinge taktstokken eller have en særlig position i svensk politik. Men partiet, som i modsætning til sit forbillede, Dansk Folkeparti, har en stærkt problematisk oprindelse i yderligtgående nationalistiske og fascistiske undergrundsmiljøer, har med mistillidsvotummet fået sin hidtil største politiske sejr, hvilket både åbner for indflydelse og medfører et konkret ansvar.

Statsminister Stefan Löfven har med sin dumstædige polarisering tabt et afgørende slag. Men i det store billede har demokratiet vundet, og det gælder også de partier, der ellers ikke har villet samarbejde med Sverigedemokraterne.

Med opbruddet tegner der sig jo ganske oplagt muligheden for nye koalitioner på kryds og tværs i Rigsdagen, og det forpligter partierne til både det yderste venstre og det yderste højre. I den sammenhæng kan man også rose Venstrepartiet for at turde trodse regeringen og stemme for et mistillidsvotum fremsat af et parti, der i svensk politik er blevet betragtet som en paria.

Nu kan man i demokratiets ånd dele sig efter anskuelse, ikke efter aversioner.