Kristeligt Dagblad mener: Den danske velfærdsstat er i frit fald. Hvor er politikerne?

Danmark står på tærsklen af en katastrofe. Den handler ikke om en hidtil ukendt virusmutation eller en stormagt med vokseværk. Den handler om noget langt mere nært og konkret. Den handler om samfundets ældre, syge og børn. Den handler om velfærd.

Har man besøgt et plejehjem, et sygehus eller en børnehave for nylig, har man set omridset af den katastrofe, der venter forude. Mere og mere ansvar er lagt over på tilfældige vikarer, og det fasttilknyttede fagpersonale er sværere og sværere at få øje på.

Tidligere på sommeren udkom en rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viser, at 46 procent af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling fra september sidste år til februar i år var forgæves. Det samme gælder for 26 procent af pædagogstillingerne og for 11 procent af lærerne.

Men tragedien ender ikke der. Det bliver værre. Meget værre. For i fremtiden vil der være endnu flere ældre og syge, som har brug for velfærdsydelser, men der vil være færre til at levere ydelserne.

Alligevel er landets politikere ikke engang tæt på at finde en løsning på den kæmpe velfærdsudfordring, samfundet uomtvisteligt står over for. Det kan undre. For problemet er alt andet end skjult.

Senest blev årets studieoptag et vidne om det kaos, der venter i fremtiden. Færre har søgt ind på de såkaldte velfærdsfag: sygeplejerske, pædagog, lærer. De fag og professioner, som den velfærdsstat, der længe har tegnet Danmark både indadtil og udadtil, er bygget op om.

Landets sygeplejerskeuddannelser har slet ikke fået nok ansøgere til at kunne fylde alle studiepladser ved sommerens studiestart. Udsigten til, at manglen på sygeplejersker kun vil vokse i fremtiden, er foruroligende i en tid, som allerede lider under manglen på sygeplejersker.

Det er kerneopgaver i samfundet, som der i fremtiden kommer til at mangle kvalificeret personale til at varetage. Det er i de situationer, hvor borgere har allermest brug for at blive grebet, at der vil være færre hænder til at gribe dem.

Alle kan læse tallene. Alle kan se katastrofen tegne sig og høre bomben, der tikker under den danske velfærdsstat. Så hvorfor bliver der ikke gjort noget? Hvorfor er der ikke en national handlingsplan? Hvor er politikerne? Hvor er den socialdemokratiske regering, for hvem velfærdsstaten må regnes som en kernesag? Hvor er de konkurrerende partier? Hvor er oppositionspartierne?

Et folketingsvalg nærmer sig, og der er allerede ved at gå valgkampsstemning i dansk politik. Man må håbe, at det kan give anledning til, at politikerne kaster sig ind i kampen for velfærden. At velfærdskatastrofen, og ikke mink, bliver valgets helt store tema. For den kræver handling. Nu.