Kristeligt Dagblad mener: Den ny tids optagethed af hudfarve er tragisk

Ordentlige mennesker har i flere generationer opdraget deres børn til, at medmenneskers hudfarve er ligegyldig. Nu er identitetspolitikkens splittende ideologi ved at skrue tiden tilbage

De konservative, der traditionelt har været set som de privilegerede klassers parti, kan om få uger have valgt Rishi Sunak (forrest) som partiformand. Rishi Sunak har kun én modkandidat - Liz Truss, der, som navnet antyder, er en kvinde - imellem sig og posten. Rishi Sunak er efterkommer af indiske hinduer indvandret til det dengang britiske Østafrika. Og i øvrigt, ligesom Liz Truss, så konservativ, at det gør noget. Hvorfor denne trivielle opremsning? Fordi den illustrerer noget, man burde være flov over. Optagetheden af hudfarve.
De konservative, der traditionelt har været set som de privilegerede klassers parti, kan om få uger have valgt Rishi Sunak (forrest) som partiformand. Rishi Sunak har kun én modkandidat - Liz Truss, der, som navnet antyder, er en kvinde - imellem sig og posten. Rishi Sunak er efterkommer af indiske hinduer indvandret til det dengang britiske Østafrika. Og i øvrigt, ligesom Liz Truss, så konservativ, at det gør noget. Hvorfor denne trivielle opremsning? Fordi den illustrerer noget, man burde være flov over. Optagetheden af hudfarve. Foto: Bbc/Reuters/Ritzau Scanpix.

Mens det britiske parti, der ser sig selv som de undertryktes og minoriteternes parti, Labour, kun har leveret hvide mænd til posten som Storbritanniens premierminister, så er den diversitet, alle i Vesten gerne vil opvise, rodfæstet hos Labours politiske modstander. De konservative, der traditionelt har været set som de privilegerede klassers parti, kan om få uger have valgt en brun formand, der bliver landets premierminister efter Boris Johnson.

Rishi Sunak har kun én modkandidat - Liz Truss, der, som navnet antyder, er en kvinde - imellem sig og posten. Rishi Sunak er efterkommer af indiske hinduer indvandret til det dengang britiske Østafrika. Og i øvrigt, ligesom Liz Truss, så konservativ, at det gør noget.

Hvorfor denne trivielle opremsning? Fordi den illustrerer noget, man burde være flov over. Optagetheden af hudfarve. Mens det naturligvis er vigtige milepæle, når USA med Barack Obama fik sin første ikke-hvide præsident, og de på den britiske ø måske får deres første ikke-hvide regeringschef, er den nye fokus på hudfarve i de fleste andre sammenhænge et deprimerende tilbageskridt.

Identitetspolitikken er den ideologiske bølge, der i disse år tvinger os til at forholde os til hudfarve på en måde, som de fleste af os er opdraget til at lade være med. I mindst et par generationer har samvittighedsfulde forældre, dygtige lærere og kloge præster gjort, hvad de kunne, for at indpode farveblindhed i børn og unge. Det var simpelt hen udannet og menneskeligt forkert at hæfte sig ved, om den ene eller den anden havde en hudfarve, der var anderledes end ens egen.

Man kunne godt notere sig med venlig nyfigenhed, at der var en ny klassekammerat med en anden pigmentering end flertallets. Men skulle nogen antage, at hudfarven havde noget som helst at gøre med personens menneskelige kvaliteter, ville de fleste autoriteter heldigvis irettesætte pågældende.

I oplyste kredse var man kommet langt henimod det ideal, som den sorte, amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King (1929-1968) fremholdt, da han i sin berømte tale i 1963 drømte om, at hans fire børn en dag ville leve i et land, hvor de blev bedømt på deres menneskelige egenskaber og ikke på deres hudfarve.

Identitetspolitikkens udbredelse fra især amerikanske universiteter til resten af Vesten gør det modsatte gældende: Menneskelig karakter er enten underordnet eller en direkte følge af hudfarve. De identitetsgivende faktorer kan også være andre former for etnisk baggrund, opfattelse af eget køn samt seksuel orientering.

Man ophøjer det, der adskiller os, i stedet for at tage udgangspunkt i det, der forener os på tværs af geografisk herkomst, køn og seksualitet: at vi er mennesker. At vi alle er Guds børn og skabt i hans billede. Dén civilisatoriske erkendelse er det, der skal bringe os videre og igennem det tusmørke, som identitetspolitikken prøver at fremmane.

Fortidens kolossale uretfærdigheder mod folkeslag og minoriteter ophæves ikke ved en splittende genopdragelse, men ved forståelse og tilgivelse. Alt andet fører mennesker hen, hvor ingen ønsker. Og, som Rishi Sunaks eksempel viser, prædestinerer hudfarve ikke - heller ikke til bestemte politiske holdninger.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.