Det er på sin vis et paradoks. Vi taler om supersygehuse, enestuer og helende arkitektur, men hospitaler er i dag topspecialiserede enheder, hvor man opholder sig langt kortere tid end tidligere. Fødsler foregår de fleste steder ambulant, og hvor de fødendes mødre kan berette om dengang, at opholdet på barselsgangen var ugelangt, er tilbuddet i dag mange steder skåret ned til seks timer. Så er det ud i bilen og hjem med et nyt liv i armene.
I den anden ende af aldersspektret gør det samme sig gældende. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad torsdag, er den tid, de ældste er indlagt på hospitalernes medicinske afdelinger, næsten halveret siden 2008. En glædelig nyhed idet det er en gammel sandhed, at man ikke bliver rask af at være på et hospital. Helt lavpraktisk risikerer navnlig ældre at pådrage sig nye sygdomme og infektioner på sygehuset, og hvor man før i tiden mente, at det var godt at få ro til at komme sig, lyder mantraet i dag, at man hurtigt skal ud af sengen og i gang med at bruge kroppen.
Men når hospitalerne i dag er forbeholdt korte ophold til specialiseret behandling, mangler der slet og ret omsorg, hjælp og støtte. Til de nybagte og usikre mødre og til de skrøbelige ældre, der hurtigt bliver udskrevet til eget hjem – ofte med en ganske omfangsrig pilleæske i tasken og typisk med flere diagnoser. Nok hører de ikke til på hospitalet, men raske er de heller ikke, og plejehjemmene er i dag primært for mennesker med demens. Hjemmebesøg af egen læge findes stort set ikke længere. Det er vældig effektivt, idet den praktiserende læge kan nå flere patienter, hospitalerne tilbyde flere syge en hurtig behandling og plejehjemmene koncentrere sig om de mennesker, der absolut ikke kan klare sig selv.
I de bedst fungerende kommuner står hjemmeplejen klar med hjælpemidler, madordning og praktisk hjælp fra dag ét, men noget vigtigt er gået tabt.
Menneskelig omsorg og tid er en mangelvare i det højeffektive sundhedsvæsen. De ældre, der nu kommer langt hurtigere hjem fra hospitalet end tidligere, har brug for mere end en gribetang, en rollator og vakuumpakket mad til mikroovnen. For nok er de færdigbehandlede, men de har brug for meget mere hjælp, end det en travl hjemmesygeplejerske eller sosu-hjælper kan tilbyde. Hvem skal nøde den gamle dame til at spise, når det kniber med appetitten, hvem skal opmuntre til at vove sig udenfor, og hvem sikrer trygheden om natten, når den ældre er bange for at falde på vej ud på et af nattens mange toiletbesøg?
Der mangler en mellemstation mellem supersygehuset og tiden, hvor man kan klare sig selv i eget hjem med lidt støtte fra hjemmeplejen. Nogle tilbydes en aflastningsplads på det kommunale plejehjem, men det, der egentlig er brug for, er rekonvalescenthjem, som man havde før i tiden, hvor den ældre kan komme til hægterne. Og nej, det er der nok ikke ressourcer til. Men spørgsmålet er, om det ikke er en del af prisen for de moderne supersygehuse og højeffektive behandlinger.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.