Vi skal til det igen. En ny politisk sæson står for døren. Moralen i partierne stives af til de årlige landsmøder, inden Folketinget åbner om to uger. I kulissen er forhandlingerne om årets finanslov i fuld gang, men på scenen fylder konflikter og personspørgsmål det meste. Statsministeren vil gerne føje blødere nuancer til billedet af sig selv som en hård magtspiller, medierne svælger i Dansk Folkepartis indre fløjkampe, og Lars Løkke Rasmussens slingrende vej tilbage i dansk politik følges intenst.
Fornemmelsen af politik som et teater med tydelige elementer af cirkus er ikke ny, men måske særligt fremherskende i dette efterår. Overalt er der klovne, trapezkunstnere og gamle elefanter, mens debatten om de faktiske politiske forhold fortoner sig.
Det er langt fra kun politikernes ansvar, at det er blevet sådan. Medierne har naturligvis et stort ansvar for ofte at betone konflikt og proces og bekymre sig mindre om det politiske indhold. Men det hører med til den historie, at det med fremkomsten af sociale medier er blevet vanskeligere for de traditionelle medier at holde politikerne fast på substansen, når Mette Frederiksen og co. kan henvende sig direkte til vælgerne på Facebook og Instagram uden forstyrrende, kritiske spørgsmål.
I den forstand får vælgerne, hvad de beder om – og her vægter uforpligtende passiar om makrelmadder og kæledyr tilsyneladende tungere end debatten om samfundets politiske retning.
Det bliver stadigt tydeligere, at det er de politikere, der kan begå sig i den direkte, ”like”-styrede kommunikation til vælgerne på sociale medier, som klarer sig bedst. Og det er en kommunikation, som bliver stadigt mere forsimplet og følelsesbetonet. Overladt til fotos af politikeren som sur, glad, vred, skuffet. Vi kan kalde det SoMe-demokratiet.
Trump var og er SoMe-demokratiets foreløbige højdepunkt, eller lavpunkt om man vil. Men det er også interessant at iagttage, hvordan præsident Bidens instinktive modvilje mod SoMe-demokratiet og mere traditionelle politiske tilgang i hvert fald for en tid kan vende udviklingen.
Det er nok en illusion at forestille sig, at de sociale mediers samlede magt over vores fælles samtale vil aftage i de kommende år. Men det er værd at kæmpe for, at denne samtale også kommer til at indeholde politisk substans og evne til kritisk refleksion. Den opgave påhviler først og sidst de etablerede medier, og man kan håbe, at befolkningen også fremover vil give dem musklerne til det.
Cirkus er og bliver en del af politik, men det er vores fælles ansvar at sikre, at der ikke går cirkus i det hele. Vi kan begynde med at holde politikerne fast på samtalen. På indholdet. Når Lars Løkke Rasmussens Moderaterne i en ny måling kan stå til mere end fire procent af stemmerne uden at have fremlagt antydningen af et politisk program eller et eneste konkret forslag, er det tegn på, at cirkus-effekten er ved at få overtaget.
Til november er der kommunalvalg, og selvom lokalpolitik også kan være en uskøn affære, så har det den fordel, at det som oftest handler om virkelige problemer tæt på borgerne. Ældrepleje, skoler, børnehaver, socialt udsatte og kollektiv trafik. Det lyder kedeligt, men det er langt vigtigere for os alle end personfnidder på Christiansborg. Lad os håbe, at medierne har viljen og evnerne til også at dække den del af den politiske virkelighed. Lad os holde fast i, at politik findes for at løse virkelige problemer.