Man kan miste sit job ved at have et forkert syn på køn. Filosofiprofessor Kathleen Stock kræves afsat af studerende på University of Sussex, fordi hun mener, at køn er biologisk. Det kunne man læse om i Kristeligt Dagblad i går.
Hver gang den slags sker, hævdes det, at det er et enkeltfænomen. Men det er ikke rigtigt. Der er en kultur bag alle fromhedsbølger, og vi lever netop midt i en fromhedsbølge i disse år. Vi gør klogt i at diskutere den.
Den identitetspolitiske fromhed taler også med store bogstaver i en anden kønsdebat. Siden 2014 har man kunnet ændre juridisk køn, når man er over 18 år. Men nu skal det være muligt fra 0 år, har socialdemokratiske Mogens Jensen foreslået. Juridisk kønsskifte giver adgang til at ændre cpr-nummer og derefter optræde som et nyt køn i de offentlige databaser.
Men det er en dårlig idé at fjerne aldersgrænsen. Det ville gøre en fireårig i stand til at lægge sit køn om. Et sted i livet, hvor man ikke kan bestemme, om man skal være oppe og se ”Disney Sjov”, ville man så kunne omlægge sin kønsidentitet, hvis forældrene var med på den. Det er en skrupskør idé.
RegeringenS forslag blev præsenteret som frihedsbudskab op til Pride-festivalen. Men nu er regeringspartiet gået i tænkeboks. Det skyldes, at Det Etiske Råd har formuleret et ønske om at få en aldersgrænse på 10-12 år, og måske har de mest fornuftige socialdemokrater kunnet se det virkelighedsfjerne i Mogens Jensens projekt. Det taler til regeringens ære, at den besinder sig. For ikke al frihed gør barnets liv bedre.
Det er ofte omvendt. Frihed bliver en byrde for børn i vor tid. De skal vælge sig selv. De skal vælge deres tro. De skal vælge deres køn. De skal vælge deres ideologi, deres politiske overbevisning og mange andre tendenser og tilbøjeligheder.
Man skal ikke længere blive, hvad man er. Man skal blive, hvad man har lyst til at være. Det skaber usikre mennesker, der mangler fodfæste. Det skaber angst at læsse ansvaret for at træffe for mange og for svære valg over på små børn.
Men heroverfor er der en pointe i, at livet gives. Vi har en hel masse egenskaber, som vi har fået givet. Vi er det, som vi har fået givet. Noget kan ganske vist laves om. Noget beholder vi. Men det mest grundlæggende ved menneskelivet er: At det er givet os udefra.
Den gavemetafor står centralt i kristendommen. Og den står i grel modsætning til forestillingen om identitet som en lang flydende proces, hvor identitet stiller sig som en opgave, der skal løses påny hver morgen, når øjnene slås op.
Derfor handler al eksistenstænkning om at overtage sin egen identitet, om at blive, hvad man er. Den slags ses som kontrarevolutionær tænkning i disse år. For individets selvbestemmelse er religion. Man skal altså ikke længere blive, hvad man er. Man skal blive, hvad man har lyst til at være. Det skaber usikre mennesker, der mangler fodfæste. Det skaber angst at læsse ansvaret for at træffe for mange og for svære valg over på små børn. Sæt dem fri. Vis dem hen til det, de har fået givet.