På den igangværende Pride-festival hyldes forskellighed og mangfoldighed. Officielt er der plads til alle i festivalen, der begyndte som et mindre optog for over 20 år siden, men som i dag har bredt sig til de fleste dele af samfundslivet. 750.000 borgere ventes at deltage i aktiviteterne, der foregår i København og Malmø.
Under succeshistorien gemmer sig imidlertid en konflikt, der både er personlig og principiel. Langtfra alle føler sig inkluderet i den festival og i den forening, der ellers har til formål at inkludere alle. Hvis man mener, at køn er biologisk bestemt, og ikke er noget, den enkelte selv definerer, risikerer man at blive lagt for had af majoriteten i lgbt+-miljøet. En lesbisk aktivist fortalte eksempelvis i denne avis i fredags, at der er steder, hun ikke tør komme længere af frygt for overfald.
På et personligt plan er alle overfald, hvad enten de er fysiske eller verbale, hvad enten de kommer udefra eller indefra miljøet selv, selvsagt uacceptable. Man har inden for lovgivningens rammer ret til at leve, som man vil, og til at mene, hvad man vil. Og ”gammeldags” konservative lesbiske har også en stemme og ret til at blive hørt.
Men er de nu så gammeldags og ude af trit med virkeligheden, de konservative i miljøet? Et massivt flertal af landets befolkning er uenige med lgbt+-bevægelsens holdning om, at køn defineres af den enkelte selv. Ved at bakke en minoritet i minoriteten så ensidigt op og forfægte, at der kun findes én rigtig holdning til spørgsmålet om køn – at det er valgfrit – risikerer man at gøre sig selv irrelevant. Og, ikke at forglemme, man risikerer at fremstå intolerant. Hvorfor er der plads til alle meninger på nær lige én?
På samme tid kan lgbt+-bevægelsen kigge ud ad vinduet og konstatere, at den har sejret massivt. Alle bakker jo den igangværende festival op. Selv Danske Bank og Maersk, disse ærkekonservative institutioner, omfavner Priden.
En dobbelt verdensfjernhed gør sig gældende i bevægelsen: Man forfægter et synspunkt, som nærmest ingen har, og man ser ikke, at nærmest alle støtter ens generelle formål.
Det er bestemt tænkeligt, at både erhvervslivets omfavnelse og de indre splittelser er tegn på, at det, der engang hed Landsforeningen for bøsser og lesbiske, er ved at blive normaliseret og mainstream. Og det er faktisk en god nyhed. Man kan ikke være i opposition og modkultur hele sit liv.
Og de mange homoseksuelle, der ikke ønsker at blive taget som gidsler i den igangværende identitetspolitiske kønskamp, men bare vil leve deres liv i fred og frihed, har for længst fundet andre ting at tage sig til end at deltage i opslidende fraktionskampe.
Hvis LGBT+ Danmark, som foreningen hedder nu, igen vil tages alvorligt, skal den være mere inkluderende og tolerant. At udskamme dem, der mener, at køn ikke er valgfrit, er en blindgyde.