Dronning Margrethe, hvis 50-års regentjubilæum markeres fredag, har været den bedst tænkelige dronning for Danmark. På grund af coronarestriktioner fejres jubilæet ikke med den pomp og pragt, der havde været passende. Men når Dronningen ved middagstid nedlægger en krans på sin fars grav ved Roskilde Domkirke, kan hun gøre det i bevidstheden om, at hun har danskerne bag sig. Den folkelige opbakning til monarkiet som styreform er vokset støt gennem hendes regeringstid. Hun er respekteret i alle lag af samfundet, og hun har formået at være dronning for hele folket.
Dronningen blev opkaldt efter Margrete I, der som dansk dronning for mere end 600 år siden samlede de tre skandinaviske lande i Kalmarunionen. Margrethe II’s bedrift er, at hun igennem et halvt århundrede præget af opløsning af mange traditionelle fællesskaber har virket som en stærk samlende kraft for den danske befolkning og repræsenteret Danmark stærkt i udlandet.
Respekten for Dronningen hænger uløseligt sammen med hendes dygtighed og klogskab. Hun er belæst og vidende, og hun har i mange taler og interviews formået at balancere mellem en åbenhed og en distance, der har givet befolkningen indblik i hendes tankeverden og personlighed og samtidig styrket den respekt, som hun nyder.
Hun er et levende, kunstnerisk, humoristisk og troende menneske. Dronningens forankring i troen på Gud er afgørende for at forstå hendes rolle som monark. Hun har selv fortalt, at der i dagene omkring hendes far kong Frederik IX’s død i dag for 50 år siden skete noget afgørende med hende. Hun blev båret af ikke bare gode menneskers opbakning, men af en hjælp, der kom ”andetsteds fra”. Hun er dronning i Guds vold, og al lovgivning i landet indledes med ordene: ”Vi Margrethe Den Anden, af Guds nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt.”
Dronningen har betegnet kristendommen som en afgørende del af danskernes rodsystem og langt mere betydningsfuld, end mange gør sig klart. Hendes egen tro og kirkegang er uden tvivl med til at legitimere kristendom som en central del af det fællesdanske kulturgrundlag. Det vækker også en særlig resonans og måske sågar tryghed i den brede befolkning, når Dronningen afslutter sin nytårstale med ordene: ”Gud bevare Danmark.”
Det er ingen selvfølge, at Danmark efter 50 år med dronning Margrethe som regent fremstår som et af verdens stærkeste konstitutionelle monarkier. Monarkiet med dets nedarvede privilegier opfattes i mange andre lande som en anakronistisk statsform. Men Dronningen har med stor kløgt formået at balancere mellem ofte modsatrettede bevægelser. Hun har været vidende og engageret i kultur- og samfundsforhold, men har aldrig blandet sig i politik. Hun har været en bærer af traditionen i kongehuset, men har fornyet monarkiet i en tid præget af et kolossalt pres. Og så har hun fremstået tilgængelig og alligevel ophøjet.
Da dronning Margrethe stod på balkonen på Christiansborg den kolde januardag i 1972 og af statsminister Jens Otto Krag (S) blev udråbt som Danmarks nye regent, udtrykte hun med sit valgsprog de værdier, som hun ønskede skulle præge hendes regenttid: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke.”
Sådan er det gået i 50 år, og som danskere kan vi kun sige fuldtonet tak og tilføje: ”Gud bevare dronning Margrethe.”