Kristeligt Dagblad mener: Det er rigtigt at mindes de døde

Flere og flere får aldrig en gravsten, men får deres aske spredt over havet. Den herskende kultur på landets kirkegårde virker til at fremme glemslen. Måske er allehelgens nye position som en stor gudstjenestedag en reaktion på dette

"Memento mori, husk, at du skal dø, lød det engang på latin. Det har været det fortegn, mennesker har levet deres liv under. At leve med bevidstheden om, at man skal dø – blandt andet ved at mindes de døde – skaber taknemmelighed for, at man lever," skriver Erik Bjerager.
"Memento mori, husk, at du skal dø, lød det engang på latin. Det har været det fortegn, mennesker har levet deres liv under. At leve med bevidstheden om, at man skal dø – blandt andet ved at mindes de døde – skaber taknemmelighed for, at man lever," skriver Erik Bjerager. . Foto: Leif tuxen.

Den kendte islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson arbejder på en ny roman, der formentlig vil blive opkaldt efter ordene på en gravsten, der optræder i bogen. Der står: ”Dit fravær er mørke, mindet om dig er lys”. Selv siger forfatteren i et interview her i avisen, at ”hvis man husker dem, der har været her, før de gik bort, så er de her stadig (…). Hvis du husker mennesker, så dør de ikke”.

Det er en vigtig og smuk erkendelse, den islandske forfatter gør sig, og også derfor er det vigtigt at mindes dem, der er døde.

Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard skriver et afsnit i sin bog ”Kærlighedens Gerninger” om ”Den kærlighedens gerning at erindre en afdød”. For det er en uegennyttighed og derfor kærlig gerning af mindes en afdød, der netop ikke kan svare tilbage.

På søndag er det allehelgensdag, som markeres i landets kirker. Netop denne dag er i løbet af de seneste to årtier blevet en af årets store gudstjenestedage og overgås formentlig kun af juleaftens gudstjenester. Allehelgen er blevet en vigtig højtid. Den nye udgave af Højskolesangbogen, der udkom for et år siden, har således for første gang sit eget fremhævede afsnit med salmer og sange til højtiden.

Hvorfor er det gået sådan? Måske fordi den fortrængning af døden, som også finder sted i disse årtier, udløser en modbevægelse, en dybtliggende trang hos stadig flere mennesker til at fastholde en nøgtern bevidsthed om, at døden er et vilkår ved livet. Livet slutter for alle mennesker en dag. Ingen undslipper døden.

Man kan holde døden på afstand ved at spise rigtigt og motionere. Ved at fortrænge den til sygehusene. Ved at omskrive den, så man siger, at ”han er gået bort” frem for, at ”han er død”. Ved at acceptere den omsiggribende ændring af vores kirkegårdskultur, der betyder, at flere brændes og begraves i urner med kortere fredningstider. Gravsteder nedlægges nu også af økonomiske hensyn med stadig større hast, så fortiden slettes og døde ikke bare er døde, men gravstedet og det konkrete minde om dem også forsvinder. Flere og flere får aldrig en gravsten, men får deres aske spredt over havet. Den herskende kultur på landets kirkegårde virker til at fremme glemslen.

Måske er allehelgens nye position som en stor gudstjenestedag en reaktion på alt dette.

Og er den øgede interesse for det at mindes de døde ikke også en reaktion på halloween, der på overfladen er en hyggelig efterårstradition med lys i udhulede græskar og børn, der stemmer dørklokker og beder om slik eller truer med ballade. Men tanken i halloween er, at de døde går igen, og at spøgelser og genfærd skal holdes på afstand med de lysende græskar og den larm og ballade, som børnene laver. Det er stik mod den kristne opfattelse af døden. Her går ingen igen, og der er ikke spøgelser eller genfærd, der skal jages på flugt. Den døde er i Guds hænder.

Når så mange på søndag vil gå i kirke og høre navnene på årets døde blive læst op, er det en måde at mindes de døde på, og det er en måde at modvirke glemslen på.

Memento mori, husk, at du skal dø, lød det engang på latin. Det har været det fortegn, mennesker har levet deres liv under. At leve med bevidstheden om, at man skal dø – blandt andet ved at mindes de døde – skaber taknemmelighed for, at man lever. Den nu afdøde katolske munk og forfatter Wilfrid Stinissen skrev engang i andagtsbogen ”I dag er Guds dag”, at ”meningen med døden er jo livet – det liv, som forbliver i evighed”.