At Kabul skulle ende med at være en åben by for Taleban, vil historieskrivningen huske som det tragiske antiklimaks på en krig, der burde have været afsluttet for længst. Ingen må og ingen bør fratage de soldater fra Danmark, USA og andre koalitionslande, der i Afghanistan gjorde en humanitær indsats med militære midler, deres oplevelse af, at deres tilstedeværelse gav mening. At de ikke kæmpede forgæves. At de hjalp lokalsamfund og enkelte afghanere til en parentes af tryghed i den større, ustabile sammenhæng. Mange af soldaterne kom til skade på krop eller sjæl eller begge dele. Uanset al politik fortjener de og deres nu afsluttede indsats samfundets respekt og anerkendelse. Som personer fortjener de al vores støtte.
Men krigen i Afghanistan er en krig, Vesten tabte. Derfor virker billederne af kaotisk evakuering fra Kabul i disse døgn måske mindre overrumplende, end de burde. Krigen blev tabt, fordi Vesten gav sine modstandere – grupperinger af afghanere, som vi for nemheds skyld kalder Taleban – mulighed for at fastholde os i et netværk af lokale stillinger, som ikke gav mening i nogen større strategi. Hvad ville vi, ud over at vise flaget og assistere lokale småbønder, hvis loyalitet vi aldrig kunne vide os sikre på?
Det var på intet tidspunkt et realistisk mål, at Vesten skulle kontrollere enhver dal og enhver landsby i det store, ekstremt uvejsomme land. Og var dette helt uoverskueligt krævende militære projekt lykkedes, var der ingen samlet idé om, hvad kontrollen skulle bruges til. Selv hvis vi havde fået overbevist et flertal i den etnisk splittede befolkning om, at demokrati og menneskerettigheder er fremtiden, ville det for mange afghanere have været et totalt abstrakt perspektiv på en hverdag, der handler om manglende fysisk sikkerhed, korrupte lokale ledere, fravær af sundhedsvæsen og dårlige madforsyninger.
I stedet endte de vestlige tropper med at sikre nogle smukke, men skrøbelige projekter af typen rent drikkevand og skolegang. Ret beset var det lapperier. De var båret af en idealisme, der var lige akkurat så holdbar, som det ses i disse dage, hvor islamisterne fejer resultaterne af 20 års indsats bort på få timer.
Invasionen i Afghanistan var fuldkommen legitim. Den var en nødvendig reaktion på det ekstremt voldsomme terrorangreb, som islamister med tråde til al-Qaeda i Afghanistan havde udført mod USA den 11. september 2001. At indkredse al-Qaedas terrorcentre og bombe dem samt straffe de Taleban-grupper, der gav dem husly, var en rationel respons. Ligesom likvideringen af al-Qaedas leder, Osama bin Laden, 10 år senere i Pakistan hører med til den sørgelige, men uundgåelige kollektive helingsproces, som Vesten måtte igennem.
Problemet var, at vi blev i moradset, da de umiddelbare militære mål var opnået. Inspireret af amerikansk neokonservatisme blev det langsigtede mål for nogle af ideologerne bag krigen så pludselig at opbygge en hel nation efter vestlige frihedsforestillinger.
Dette ædle mål var dels fri fantasi, fordi det ikke forklarede, hvordan vi kunne overbevise den afghanske befolkning om målets værdi, dels var målet praktisk uopnåeligt, fordi Vesten nutildags ikke vil føre krige på en måde, så de kan vindes – i hvert fald ikke, hvis det medfører store civile tab hos fjenden.
Det er en smuk civilisatorisk begrænsning. Men det afføder den lære, at Vesten ikke kan vinde krige mod islamister på deres hjemmebane, hvor de – som i Afghanistan – desværre nyder en grad af opbakning i befolkningen.