Der er en uheldig tendens, når man gransker tallene for søgning til de videregående uddannelser. Langt færre unge ønsker at være pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og lærere end tidligere. Det er de professioner, der kaldes de store velfærdsuddannelser.
Den uheldige udvikling kan føre til, at danske børn ikke kan regne med at blive undervist af en uddannet lærer, hvis ikke der findes løsninger. Hvad skyldes tilbagegangen?
Der er selvfølgelig meget konkrete årsager: Negativ debat om arbejdet på et hospital gør sin del. Det giver ikke en 19-årig lyst til at blive sygeplejerske, hvis der kun tales om problemerne ved at være sygeplejerske. Hvis der kun tales om lav løn og urimelige arbejdstider, virker det også afskrækkende, uanset om det så er rigtigt eller forkert.
Men man er nødt til at åbne øjnene for et andet lag. Det har med identitet at gøre. Bare se på sproget. I gamle dage hed professionerne i krise for kaldshverv. I dag taler vi om pædagoger og sygeplejersker som "varme hænder". Og man bliver en varm hånd ved at tage en "velfærdsuddannelse". Men kun de færreste ønsker i 2022 at uddanne sig til at blive en funktion, der har det mål at bevare niveauet for den nuværende velfærd.
For uddannelse er også dannelse af sig selv. Hvad man vil danne sig til, er dybest set et spørgsmål om, hvem man vil være. Og hvem man gerne vil fortælle mennesker, man møder, at man er.
Uddannelse er identitet. Og det tog kaldstanken engang højde for. Her opfyldte den enkelte et højere formål med sit valg af løbebane, hvad enten det nu var et religiøst kald eller ej. Man valgte identitet ved at følge kaldet.
I dag skal de unge omvendt vælge at blive lærere, socialrådgivere og sygeplejersker, fordi samfundet har brug for det. Men det argument kommer til kort i en identitetstid, hvor det er et livslangt projekt at skabe sig selv. Og vel at mærke et projekt, der tales om konstant med andre.
Man er i den kultur ikke lykkedes med at opbygge en ny identitet for lærere, sygeplejersker eller pædagoger, som er tilstrækkeligt stærk til at mange unge vil være del af den. Og det handler ikke bare om at tale uddannelserne op. Det er et langt dybere problem, der handler om mening.
Så svaret på pædagog-problemet hænger sammen med svaret på spørgsmålet: Hvad er den efterstræbelsesværdige identitet som pædagog i 2022?
Gode svar på det havde både kristendommen og socialismen, hvor lærergerningen for eksempel havde højere status. Men det stiller sig sværere i en tid med fokus på retten til at blive respekteret som den, man er. Arbejdet skal give mening gennem identitet. En ting er helt sikkert: Man vil gøre den offentlige sektor - og de unge - en tjeneste ved at gå ud fra, at udfordringen ikke bare har med arbejdsvilkår og løn at gøre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.