Kristeligt Dagblad mener: Det uperfekte menneske har trange kår i dansk politik

Så kom det så vidt: En skilsmisse i realtid kan nu også være et element i et politisk forløb. Måske kan den konservative partiformand Søren Pape Poulsens skillen sig af med sin ægtemand redde hans statsministermuligheder. Men for alle os andre bør hans private tragedie være en advarsel om, at politik måske er blevet en disciplin, der på et vist niveau ikke rummer plads til andet end perfekte mennesker.

Disse linjer er ikke et forsøg på at undskylde Søren Pape. De er ikke en jeremiade om, at medierne igen har kastet et værgeløst menneske på den offentlige retfærdigheds bål. For partiformanden har kun sig selv at takke for, at det gik så galt.

I den første fase af afsløringerne om Søren Papes egne og hans ægtefælles skrøner prøvede han at lukke sagen med arrogance. I den sidste og tragiske fase forsøgte han sig med upræcise beklagelser toppet i onsdags af meddelelsen om, at den mand, som så sent som i søndags var hans ledsager ved den mest offentlige af alle begivenheder – en kongelig gallamiddag – nu ikke længere er hans ledsager. Overhovedet.

Pressens dækning af forløbet har været indlysende berettiget, fordi usandheder, hvad enten de er viderebragt i god tro eller ej, er et problem, når de kommer fra en person, der søger om at blive regeringschef. Ingen uden for Papes mest private liv kan vide, om han ikke under alle omstændigheder var på vej væk fra sin ægtefælle – eller ægtefællen fra ham.

Skilsmissen er enten et brud, der bare ventede på at ske. Eller også er bruddet noget, Søren Pape ikke ønskede, men i de senere dage i stigende grad har set sig nødsaget til at foretage for at overleve politisk. Måske frygter han endda, at der kommer flere ubehagelige oplysninger frem. Under alle omstændigheder bærer det hele uundgåeligt et skær af timing, selvom en personlig ulykke af denne kaliber næppe nogensinde har været tænkt ind i en løbende mediedækning.

I begge tilfælde inddrages offentligheden i et stykke privatliv, der burde være forblevet privat, men som ikke forblev det, fordi Søren Pape for længst selv har valgt at bruge sin mand og hans baggrund som et aktiv i offentligheden. Når man fremstiller sig selv og sine pårørende i et idealiseret lys, som Pape har gjort, slår det tilbage, når virkeligheden ikke svarer til billedet.

Bundlinjen er – ud over at der naturligvis gælder et sandhedskrav til vores folkevalgte – også den mere nedslående, at det er svært at slippe af sted med et såre uperfekt privatliv i tidens toppolitik.

Det skyldes primært politikerne selv. De burde være mere tilbageholdende med sig selv som privatpersoner, selvom det strider mod hele vores tids fokusering på individet og den unikke personlige fortælling.

Hvis de bare er dygtige politikere, behøver vi faktisk ikke vide så meget om, hvordan de lever, når de ikke udøver politik. Færre makrelmadder på sociale medier. Færre unødvendige detaljer om ægtefællers spændende familie- og trosmæssige baggrund.  Tak.

Så bliver det befriende mindre vedkommende for alle os andre, om vores folkevalgtes private tilværelser er perfekte eller problemfyldte. Måske vil det være godt for alle parter.