Kristeligt Dagblad mener: DR er ramt af desorientering

Husk nu armslængdeprincippet. Som en løftet pegefinger dukker denne vending op igen og igen, når politikere vil bestemme, hvad eksempelvis museer skal udstille, hvem der skal have kulturstøtte, og hvad DR skal sende.

Desværre er der gået inflation i begrebet, og det i en grad, så netop DR, vores fælles public service-medie, alt for ukritisk har fået lov til at udstikke en kurs, der udfordrer selve mediegigantens eksistensberettigelse.

Under mantraet om digitalisering – tidens magiske løsen – besluttede DR-ledelsen tidligere på året, at flere programmer enten skal nedlægges, omlægges eller omdannes til rent digitale programmer, som man altså ikke kan se eller høre ved at tænde for fjernsyn eller radio på bestemte tidspunkter.

Beslutningen, der især rammer ældre og udsatte grupper, betyder, at et klassisk public service-program som Orientering, som nævnt af den tidligere DR-journalist Kurt Strand her i avisen, forkrøbles til ukendelighed, mens Deadline med DR's egne ord vil udkomme i et "nyt opdateret format målrettet digital brug og vil som følge heraf udkomme et reduceret antal dage på flow". Derudover udryddes stort set hele dækningen af film, og hører man til de mange, der elsker at læse, er det heller ikke DR, man skal søge til.

Det er her, man kan frygte, at ansvarlige aktører er blevet bange for deres egen skygge. Kan det virkelig passe, at en enstemmig DR-bestyrelse bakker op om denne udvikling? Hvad er budskabet til de mange, der stadig ser tv og hører radio på klassisk vis? Selvfølgelig har DR med et budget på hele 3,8 milliarder kroner råd til at prioritere både bøger og film, Deadline og Orientering. Det hele skal vel ikke opsluges af markant dyrere programmer som "Den store bagedyst" og "Gift ved første blik", der til forveksling ligner noget, man finder på kommercielle tv-kanaler.

Naturligvis er det ikke den til enhver tid siddende kulturminister, der skal beslutte, hvem DR skal bruge som vært for TV Avisen.

Men netop bestyrelsen – DR's øverste ledelse – skal jo netop være synlig og deltagende, når det gælder DR's vigtige rolle som en central demokratisk aktør og befolkningens fælles garant for kvalificeret journalistik og information – med respekt for både den digitale og den ikke-digitale del af befolkningen.

Lige nu virker det mest af alt, som om Orientering er erstattet af desorientering. Hvad er hele formålet med mediemastodonten, hvis man som borger ikke kan få den dækning af kultur, udenrigspolitik og samfundsforhold, som kommercielle kanaler ikke kan se en forretning i? Danmark er med DR begunstiget med en institution, der har alle forudsætninger for at styrke sammenhængskraft og demokratisk debat, men det kræver mod og vilje – ikke en angstbetonet besættelse af, at digitalisering er svaret på alt.