DET BESTIALSKE MORD på det britiske parlamentsmedlem David Amess i en metodistkirke øst for London er hjerteskærende uretfærdigt. 69-årige Amess var gift og far til fem og uhyre afholdt i sin valgkreds. Han havde dyrevelfærd som en af sine politiske mærkesager, og var kendt for tilgængelighed, lokalpatriotisme og forsonende retorik. Han blev knivstukket over 10 gange i kirken, hvor han havde indbudt borgere til at diskutere lokalpolitik, og døde på stedet.
Storbritannien er i sorg og nu diskuteres det, om tonen på de sociale medier og polariserende politisk retorik er skyld i Amess’ død. Men skyld er altid personlig og har et konkret udtryk, og inden man relokerer kernen i kirkemordet til bekvem armslængeafstand og skyder skylden på Twitter (velvidende, at tech-giganterne vitterligt er skyld i mange af vor tids katastrofer), bør fakta understreges: Amess var kristen, og gerningsmanden er islamist.
Politiet har hurtigt slået fast, at mordet var islamistisk motiveret terror, så når gerningsmanden selv bringer sin tro i spil, er der ingen grund til, at eksperter og kommentatorer lader sig friste af bortforklaringer.
MAN HØRER UNDERTIDEN som argument imod terrorbekæmpelse, at der dør mange flere mennesker i trafikken eller i skovbrande eller ved at glide i badekarrret, end der gør i terrorangreb. Den numeriske tilgang til et af vor tids definerende spørgsmål overser imidlertid de voldsomme indskrænkninger i rettigheder og bevægelsesfrihed, som det massive uskyldige flertal gradvist pålægges som følge af den løbende islamistiske terror.
I Storbritannien diskuterer man nu yderligere sikkerhedsforanstaltninger for parlamentsmedlemmer, altimens udgifter til livvagter og andre terrorbekæmpende tiltag løber løbsk. Det var rigtignok ”kun” én politiker, der døde i kirken, men konsekvenserne er enorme for alle, for vi risikerer gradvist at erodere det fundament, som vores åbne samfund og det politiske liv bygger på. Ingen demokrater i vestlige lande ønsker at leve i samfund, hvor man er afskåret fra fysisk kontakt med de folkevalgte, men skridt for skridt bevæger vi os i den retning for hvert terrorangreb.
For det politiske liv i Storbritannien de kommende dage må man håbe, at regering og parlament ikke giver efter for presset, men står fast på de fundamentale værdier, der er knyttet til vore åbne samfund. Politikere skal kunne udføre deres pligter i tryghed og sikkerhed, og det politiske liv må ikke blive ét, der skræmmer fremtidens folkevalgte væk. Men opgaven er svær.