Kristeligt Dagblad mener: Driften mod aktiv dødshjælp næres af uvidenhed

Mennesker kæmper over hele verden for at få lov til at overleve. Alligevel skal vi nu igen – hvis det står til DR – forstå, at aktiv dødshjælp er et yderst presserende samfundsspørgsmål

"Den enkle sandhed er, at langt de fleste døende gerne vil dø naturligt," skriver chefredaktør Jeppe Duvå som kommentar til nyt DR-program.
"Den enkle sandhed er, at langt de fleste døende gerne vil dø naturligt," skriver chefredaktør Jeppe Duvå som kommentar til nyt DR-program. Foto: Ritzau Scanpix.

I en verden, hvor millioner hver dag må kæmpe for at holde fast i livet trods krig, katastrofer, sygdom og hungersnød, skulle man ikke tro, at adgangen til legalt at slå medmennesker ihjel kunne blive en sag, der igen og igen kryber op i toppen af den offentlige dagsorden. Men det kan det. Især i et land som Danmark, der har et altdominerende medie som DR. Den statslige mediemastodont har en massiv og ikke spor uproblematisk magt til at dirigere den fælles samtale derhen, hvor nogle relativt tilfældige programplanlæggere nu synes, at den skal hen.

Og her i adventen er det altså det åbenbart umættelige behov for aktiv dødshjælp, vi skal fokusere på. DR har lanceret en programserie ved navn "På tirsdag skal jeg dø", hvor journalisten Anders Lund Madsen, følger "Preben og hans pårørendes kamp for selv at kunne bestemme over sit eget liv – og sin egen død".

Allerede DR's formulering serverer budskabet for de åbenbart tungnemme seere, for hvem kan dog være imod, at folk "selv kan bestemme"? Alle véd jo, at ubegrænset selvbestemmelse for længst har erstattet Gud, og i en mere og mere livsangst kultur må selve indbegrebet af frihed være, at man kan takke af nøjagtigt når og hvor, det passer én. Mere end det: Samfundet skal gøre det for én. Døden skal være en velfærdsydelse, der leveres timet og tilrettelagt. Deraf ordet "hjælp" i begrebet "dødshjælp".

Preben fra serien har krav på vores dybe forståelse. Men det bliver aldrig en civiliseret løsning at slå syge ihjel. Preben burde have fået livshjælp herhjemme, ikke dødshjælp i Belgien.

Formelt er der stadig et flertal i Folketinget, der er imod at lovliggøre aktiv dødshjælp, men det er tydeligt, at partiernes hidtil faste afvisning er under opblødning. Det bør bekymre alle, der ønsker et samfund, hvor borgerne er velkomne – også når de er blevet gamle, syge og svækkede eller er sindslidende, handicappede eller på anden måde besværlige.

Netop disse grupper, som burde vide sig ekstra trygge i et civiliseret samfund med rødder i kristendommen, er dem, der i praksis bliver "målgruppen" for at modtage aktiv dødshjælp. Belgien er et af de lande, hvor alle skrækscenarier om, at også børn og sindslidende efterhånden ville få aktiv dødshjælp, er gået i opfyldelse. Her skyldes mindst hvert 20. dødsfald en eller anden form for aktiv dødshjælp.

Glidebanen er en realitet, og i eutanasiens foregangslande er man allerede meget langt nede ad den.

Mangel på viden om emnet er dødshjælp-tilhængernes bedste allierede. Derfor kan man frygte, at et Folketing med mange nyvalgte, der først skal til at finde deres egne ben som folkevalgte, vil fare efter enhver folkestemning, der dikteres af DR eller andre af tidsåndens iscenesættere.

Men den enkle sandhed er, at langt de fleste døende gerne vil dø naturligt, at passiv dødshjælp er tilladt og velfungerende herhjemme (og i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt, dér hvor nogle tror, at svaret er aktiv dødshjælp), at alle kan bede om ophør af livsforlængende behandling, hvis man er uhelbredeligt syg, og at faggrupper, der har reel faglig viden om døende og dødsprocessen, er imod indførelse af aktiv dødshjælp herhjemme.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.