Det danske museumslandskab er i opbrud. Både kunst- og kulturhistoriske museer satser mere på formidling end på forskning. Man forlader det klassiske fokus på museernes samlinger og arbejder mere med fortællinger, ofte i digital form.
Nogle steder - som på Nationalmuseet - er der ikke længere ansat eksperter i besættelsestiden og ældre stenalder. Til gengæld producerer man nogle flere podcasts. Andre steder - som på det nye museum Flugt - er der ingen samling at udstille og intet at forske i, hvilket gælder flere af de senere års nye museumsbygninger: Her er meget lidt konkret at studere, men masser af digitale fortællinger at opleve.
Museernes ændrede fokus er forståeligt, for der skal folk gennem tælleapparaterne, og alt digitaliseres i disse år, så museumsledelserne følger bare tidsånden, der kræver konstant vækst og levende billeder. Men museernes ændrede fokus er også problematisk, og der savnes museumsledere, der tør gå imod strømmen og give den besøgende noget andet, end hun eller han får alle andre steder.
I Kristeligt Dagblads igangværende serie om museerne i en ny tid advarer lektor og forfatter Sofie Lene Bak mod tendensen. Hun har helt ret, når hun påpeger, at den aktuelle hang til at droppe forskning og ekspertise kan få langvarige følger:
"Der er ingen god museumsformidling uden forskning - for hvad skal man egentlig formidle? Museer har, modsat for eksempel cirkus og Netflix, ikke kun ansvar for at underholde. De skal også gøre os klogere og udvikle samfundet. Hvis man reducerer betydningen af genstande eller kommer til at skære på forskningen, så ender vi med et museum, der er drastisk anderledes og, hvis du spørger mig, også en forringelse i forhold til de museer, vi har haft hidtil.”
Cirka halvdelen af landets befolkning kommer aldrig på et museum, og det er rigtig godt, hvis der kommer flere. Museer er ånd og dannelse, og alle skal føle sig velkomne på et museum. Det er derfor en stor udfordring, landets museumsledere står med: både at fastholde deres fokus og række ud efter nye besøgende. At dét kan lade sig gøre viser man på Moesgaard ved Aarhus, der har stor succes med at integrere konkrete genstande med visuelle virkemidler.
De er også på rette spor på Horsens Industrimuseum, som man kan læse om i dagens avis. Her er intet knæfald for oplevelsesøkonomiske dogmer, her tager man både de besøgende og ansatte alvorligt, og her er genstandene i centrum. Det lyder vældig gammeldags, men hvorfor ødelægge et koncept, der virker? Museer skal ikke konkurrere med Netflix og det tilrejsende cirkus, men finde den rette balance mellem forskning og spændende formidling, der rækker ud mod publikum.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.